Marsvin og spættede sæler kan få høreskader, når fundamenterne til den nye havmøllepark Horns Rev 3 ved Esbjerg bliver banket ned i havbunden.
Det siger Jakob Tougaard, seniorforsker i havpattedyr ved Aarhus Universitet og ekspert i undervandsstøj.
- Det producerer nogle mest kraftige menneskeskabte lyde i vandet, som kan give dyrene høreskader, hvis de er meget tætte på. Og det forstyrrer dyrene på store afstande, hvor dyrene flygter fra lyden.
Lyde under vand bevæger sig godt fire gange hurtigere end i luft. Og arbejdet med Horns Rev 3 må ikke overstige 183 decibel.
Første etape af byggeriet af havmølleparken i det sydvestjyske er at banke fundamenter 30 meter ned i havbunden, som de 40 havmøller kan stå på.
Det arbejde er Vattenfall begyndt på i oktober, og firmaet forventer at være færdig med at hamre pælene ned i december.
For at mindske støjen under vand er der lagt et luftbobleanlæg på havbunden. Det skaber et dobbeltgardin af luftbobler, som mindsker lyden med minimum ti decibel, så arbejdet under vand ikke vil gå ud over dyrelivet.
- Den største påvirkning er, at man forhindrer dyrenes adgang til et område i Nordsøen, i den periode hvor byggeriet opstår, siger Jakob Tougaard.
Man kalder det et boblegardin.
Det er første gang, at sådan et anvendes på dansk grund, siger Jesper Kyed Larsen, biolog hos Vattenfall, som står bag byggeriet af Horns Rev 3, der vil blive Danmarks største havmøllepark. I Tyskland har man brugt metoden flere gange, siger han.
- Marsvin seks kilometer indenfor vores byggeri vil blive forstyrret og generet, og derfor svømme væk. Men man ved fra undersøgelser, at de kommer tilbage til området igen, efter man holder op med at banke, siger Jesper Kyed Larsen.
Tidligere forskning viser, at marsvin bevæger sig 20 kilometer eller længere væk fra larm under havets overflade.
Men ifølge seniorforsker Jakob Tougaard mindsker luftboblerne støjgenerne til seks kilometer eller mindre.
- Det har en overraskende stor effekt. Man skal forestille sig samme effekt som skumgummi eller æggebakker imellem en kraftig støjkilde og sig selv.