Det er blevet mere og mere populært at få besøg af hunde på landets institutioner.
I 2013, da Trygfondens besøgshundeprojekt startede på landsplan, var der 270 institutioner, der fik besøg. I 2017 er der 703 institutioner med i projektet.
Og der er rift om besøgshundene. Derfor var der i dag optagelsesprøve for spirende besøgshunde på Sillerup Plejekollegium i Haderslev.
Blød pels og ubetinget omsorg er nemlig et hit blandt mange ældre på plejehjem og bosteder for udviklingshæmmede og senhjerneskadede.
På Skovbo Centeret i Esbjerg får de jævnligt besøg af en firebenet besøgsven. Det giver beboerne rigtig meget, fortæller teamleder på plejecenteret, Martha Nielsen:
- De ældre får et smil på læben og et glimt i øjet, så snart hunden kommer på besøg. Vi kan mærke det på de ældre resten af dagen. De bliver simpelthen i godt humør, og besøgshundene giver dem indhold i livet, siger hun.
Elisabeth Petersen er en af dem, der er mødt op med sin hund Fuffi. Hun har længe gået med ideen om, at Fuffi ville være en god besøgshund.
- Fuffi er godt nok lidt gammel, men den er stille og rolig og elsker at blive nusset. Så den kan give de ældre rigtig gode og hyggelige oplevelser, og jeg kommer jo også med, så jeg glæder mig til at blive besøgsven, siger hun.
Besøgshunde kan noget særligt
I 2013 gjorde Trygfonden besøgshundeprojektet landsdækkende. Her mærker man i den grad den stigende interesse for besøgshunde. Udover at institutionerne melder sig på stribe, er der også flere og flere, der melder deres hunde til besøgshundeordningen.
Det er de glade for, siger projektleder i Trygfonden, Galina Plesner.
- Besøgshunde kan noget helt særligt. Mange af dem, der får besøg, er sårbare og kan have svært ved at skabe kontakt med andre mennesker. Når de er i kontakt med hundene, er det en mindre krævende kontakt, siger hun.
Det nikker teamleder Martha Nielsen genkendende til. Hun oplever, at der er en masse ting, de ældre ikke kan. De kan blandt andet ikke give den omsorg til andre mennesker, som de har været vant til, men når hunden kommer på besøg, så får de mulighed for at give den omsorg videre.
- Jo mindre, de kan selv, jo mere oplever vi, at vores beboere får noget ud af det, siger hun.