Muslimske læger og sygeplejersker i Region Syddanmark skal droppe tørklædet, når de er på arbejde.
Det mener Thies Mathiasen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Region Syddanmarks regionsråd. Han vil derfor have indført et forbud mod tørklæder på Region Syddanmarks sygehuse.
- I Danmark bør vi følge de danske regler. Vi skal ikke påføres andre etniske gruppers normer oven i den danske kultur. Det er forkert, og det er en af grundene til, at vi gerne vil have tørklædet forbudt, siger Thies Mathiasen.
- Aldrig med min stemme
Han mener blandt andet, at tørklædet er kvindeundertrykkende, og at det derfor ikke hører hjemme på regionens hospitaler.
- Det er for at understrege, at de kvindeundertrykkende ting skal fjernes fra den offentlige sektor, siger han.
Men tørklædeforbuddet kan få svært ved at blive til virkelighed, hvis man spørger Peter Christensen, der er socialdemokratisk medlem af Region Syddanmarks sundhedsudvalg:
- Det bliver i hvert fald aldrig nogensinde med min stemme. For mig er det alene kvalifikationerne, der tæller, siger han.