Dyrenes Beskyttelse: Flere kattekillinger smides ud som affald

Et stigende antal killinger ender livet i en skraldespand eller i en papkasse på jorden.

De ser søde ud. Men det er tilsyneladende ikke alle, der elsker de små killinger.

Et stigende antal kattekillinger ender livet i en skraldespand eller i en gammel sportstaske eller papkasse på jorden.

Sidste år registrerede Dyrenes Beskyttelse cirka 1800 såkaldt dumpede katte, hvilket er 600 flere end året før. Også Kattens Værn melder om en stigning i antallet af katte, som ingen vil kendes ved.

En del katte bliver overladt til sig selv i naturen, mens andre ender med at blive aflivet hos en dyrlæge. Og så er der altså også flere katte, som bare bliver efterladt tilfældigt.

Smidt ud som affald

- De bliver simpelthen smidt ud som uønsket affald. De bliver efterladt i skraldespande eller sat ud i papkasser og bliver kun måske opdaget og får den hjælp, de har brug for. Det er en meget trist tendens, siger Jens Jokumsen, der er projektleder for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse.

Det er især katte, der bliver dumpet af deres ejere, men Jens Jokumsen fortæller, at også en del kaniner, marsvin, rotter, hamstre og skildpadder bliver efterladt.

- Vi har især set en stigning i antallet af kanin- og marsvinunger, som folk skiller sig af med. Faktisk er det steget med 50 procent på et år, siger Jens Jokumsen.

Det er bekymrende

Han har svært ved at give en forklaring på, at antallet af efterladte katte, kaniner og marsvin er steget de seneste år.

- Tidligere sagde vi, at det måske skyldtes finanskrisen, og at folk ikke havde råd til at holde deres dyr. Men nu er krisen overstået, og folk smider stadig dyr ud. Det bekymrer os meget, siger Jens Jokumsen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/997106863673171

Hos Dyrenes Beskyttelse understreger man, at det er dyrets ejer, der har ansvaret for eventuelle unger. Jens Jokumsen anbefaler, at man får steriliseret og kastreret kattene og undgår at sætte kaniner sammen, så der ikke kommer uønskede unger.

Ejerens ansvar

Er ’uheldet’ sket, så må man forsøge at finde et hjem til dyrene. Nogle steder kan man henvende sig på dyrenes beskyttelses internater, som måske kan tage imod uønskede dyreunger mod betaling. Eller man må gå til dyrlægen og få dem aflivet. Men det er aldrig i orden, bare at efterlade et dyr, siger Jens Jokumsen.

- Det er helt igennem forkert bare at smide dyr ud. Der kan gå lang tid, inden de bliver fundet, når de bare smides ud. De bliver afkræftede og tørstige, og nogle dør desværre, inden de bliver fundet. Der skal en holdningsændring til, siger han.