Alle plejehjem i hele landet har siden sidste år levet op til lovkravene for brandsikring.
I hvert fald hvis man skal gå ud fra de oplysninger, landets kommuner har givet til Social- og Boligstyrelsen. Men som DR har afdækket, er det ikke korrekt.
Der er stadig tre kommuner, der har plejehjem med ulovlige mangler som brandsikre døre og glasvægge. Det sker på trods af et krav fremsat for fire år siden om, at kommunerne skulle få styr på det. Men først til næste år vil alle landets plejehjem være lovliggjort.
Det har styrelsen dog ikke været bekendt med og blev det først i forbindelse med DR's dækning.
Og det er ifølge to eksperter i forvaltningsret et klart brud på forvaltningsloven fra kommunernes side. Én af dem er Sten Bønsing, professor i forvaltningsret hos Aalborg Universitet.
- En kommune har pligt til at give rigtige og relevante svar og en pligt til at hjælpe hinanden. Det skal kommunerne fordi, hvis man skal administrere rigtigt i et samfund, bliver myndighederne også nødt til at have de rigtige oplysninger, siger han.
Forkert grundlag og mistillid
De to eksperter erkender, at det kan virke som en lille sag. Men det er faktisk problematisk, forklarer Rasmus Grønved Nielsen, der er lektor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.
- Det kan blive et enormt problem. Det kan jo risikere at skade tilliden til den offentlige forvaltning og risikere at dem, der er demokratisk valgt til at træffe beslutninger på samfundets vegne, træffer beslutningerne på et forkert grundlag, siger han.
Det er derfor også retfærdigt at rejse kritik af kommunernes håndtering i sagen, mener Rasmus Grønved Nielsen.
- Man bliver netop nødt til at påtale sådan nogle fejl, så det ikke går hen og bliver en vanesag, eller går hen og flytter grænserne for, hvad man kan tillade sig at gøre, siger han.
Ifølge kommunerne skyldes den manglende opdatering om de nye tidsfrister blandt andet længere leveringstider end forventet, da man oplyste styrelsen.
Forklaringerne ændrer dog intet ved, at der er sket lovbrud, forklarer Sten Bønsing.
- Det er ikke en undskyldning i sig selv. Det kan være en forklaring. Men det ændrer ikke på pligten. Og det bør en kommune vide, siger han.
Nu skal der redegøres
Sagen møder også kritik fra Mette Abildgaard, der er ældreordfører for Det Konservative Folkeparti.
- Det er et ret alvorligt svigt. Vi bliver nødt til at have tillid til, at de oplysninger, der kommer fra kommunerne, er retvisende. Også selvom man desværre må melde ind, at der ikke er styr på tingene, som der skal være, siger hun.
Også Dansk Folkepartis ældreordfører, Pia Kjærsgaard, ser alvorligt på sagen.
- Jeg tænker, at man forsøger at sløre det her og hele tiden forsøger at komme med en dårlig forklaring. Så jeg synes efterhånden, det her er alvorligt. Og netop fordi det er så alvorligt, synes jeg, at ministeren er forpligtet til at sige, hvad er det, der foregår?, siger hun.
I Aabenraa Kommune er der tre plejehjem, der ikke lever op til lovkravene for brandsikring. Her erkender seniorudvalgsformanden fra SF, Michael Christensen, at den manglende opdatering til styrelsen er problematisk.
- Det er selvfølgelig ikke godt nok, hvis vi ikke har givet alle de oplysninger, vi skal, siger han.
Hverken Social- og Boligminister Pernille Rosenkranz-Theil (S) eller styrelsen har ønsket at stille op til interview.
Men på baggrund af DR’s historie har styrelsen nu taget kontakt til kommunerne for at få en redegørelse. Det oplyser styrelsen i et skriftligt svar.
Og hvis ikke alle landets plejehjem lever op til lovkravene for brandsikring til sommer, så vil Moderaternes ældre- og beredskabsordfører, Mike Villa Fonseca, gå til ministeren.
- De har et ansvar for at få de her ting udbedret. Det ansvar skal de løfte og tage hånd om det, siger han.