For første gang nogensinde skal danske biogasanlæg kontrolleres for metanudslip

En rapport har vist, at danske biogasanlæg gennemsnitligt har lækket 2,5 procent af den metan, de har produceret. Nu skal nye regler sikre, at mængden af udslip kontrolleres.

Også på biogasanlægget Rens Vest i Esbjerg har man været i gang med at kontrollere for udslip. (Foto: © Hanne Høier, DR)

Fra årsskiftet er det for første gang blevet lovpligtigt, at der skal laves kontrolmålinger af, hvor tætte danske biogasanlæg er. Et arbjde, der for alvor går i gang efter påske.

Viser anlæggene, der omdanner organisk affald til energi, sig at være utætte, og der ikke bliver rettet op på det, risikerer biogasproducenterne bøder og mistet statsstøtte.

Det skyldes nye regler fra Energistyrelsen.

Der er aldrig før blevet udført officielle målinger af, hvorvidt forsyningsselskabernes biogasanlæg er utæt. Men meget tyder på, at den skadelige drivhusgas metan siver ud af danske biogasanlæg.

I 2021 offentliggjorde Energistyrelsen den hidtil største rapport om utætte biogasanlæg. Den viste, at de danske biogasanlæg i gennemsnit har haft lækket 2,5 procent af det metan, som de har produceret.

Det kan lyde af lidt. Men Energistyrelsen vurderer, at udslippet af metan ikke må overstige en procent. For gassen er skadelig for klimaet, forklarer chefkonsulent hos Energistyrelsen Kristian Havskov Sørensen.

- Derfor er det ambitionen, at vi skal nå så langt ned som overhovedet teknisk muligt, siger han.

Derfor skal rørene og pumperne på biogasanlæggene i hele landet nu måles efter. Også i Sønderborg, hvor man er gået i gang med arbejdet. Det fortæller driftslederen hos Sønderborg Forsyning, Henning Waldemar.

- Der kunne jo godt være en lille utæthed. Så den vil vi have stoppet, hvis det skulle være, siger han.

Henning Waldemar er driftsleder af Sønderborg Forsyning, hvor de selv har været i gang med at måle for udslip inden, at arbejdet for alvor går i gang med kontrollen ved brug af officielle målere landet over efter påske. (Foto: © Niklas Møller Jørgensen)

Ved 8-10 procents læk er klimafordelen væk

Det har særligt været de kommunale biogasanlæg, der også har rensningsanlæg, som har haft problemer med at holde på den skadelige metangas ifølge rapporten. De har i gennemsnit haft et metantab på 7,7 procent.

Fordi det er et gennemsnit, er der også anlæg, der har lækket endnu mere metangas. Og det er uheldigt for vores klima, fortæller Jørgen E. Olesen, der er klimaforsker og professor på Aarhus Universitet.

- Vi skal ikke op i mere end godt 8-10 procents tab, før vi ikke længere har en klimafordel af at lave biogas, siger han.

Derfor mener han også, at det er helt rigtigt, at alle biogasproducenter nu skal have styr på eventuelle udslip.

- Det gør, at vi kan have tillid til, at vi på de her biogasanlæg har meget lavt udslip af metan. Jo mere vi kan få reduceret metanudslippet fra biogasanlæggene, jo større klimafordel får vi, siger klimaforskeren fra Aarhus Universitet.

Mere kontrol kan mindske akilleshæl

Ifølge Henrik Wenzel, der forsker i grøn omstilling ved Institut for Grøn Teknologi ved Syddansk Universitet, er det også vigtigt at få styr på biogasanlæggenes metanudslip, for biogas er en ”supergod idé” og ”en nøgleteknologi”.

- Men den har en akilleshæl, og det er det metanudslip, som biogasanlæggene kan have, siger han.

Og den akilleshæl vil mere kontrol have betydning for, mener forskeren i grøn omstilling fra Syddansk Universitet.

- Det kan i hvert fald gøre den akilleshæl så lille, at den er ubetydelig, fordi man kan få styr på de her udslip og få dem ned på et niveau, hvor de ikke betyder noget, siger Henrik Wenzel.

I Sønderborg er driftslederen af det lokale forsyningsselskabs biogasanlæg glad for, at der nu kommer krav om egenkontrol og uvildige målinger fra et eksternt firma.

- Selvfølgelig skal vi ikke lukke metangas ud, hvis vi kan stoppe det. Vi skal jo også tænke på vores efterkommere, siger Henning Waldemar.