Forældre til unge med diabetes stresser over barnets sygdom: Nu får de hjælp

I Region Syddanmark vil man nu lave en psykologordning målrettet forældre til unge med diabetes.

Forældre til unge med diabetes kan nu få hjælp til deres bekymringer. (Foto: © Spencer Platt, Ritzau Scanpix)

Det kan være svært at være forældre til et barn på vej mod teenageårene.

Hvis barnet også har en kronisk sygdom som diabetes, kan det komme med andre bekymringer.

Det kan være svært at finde en balancegang i at give dem mere ansvar, lade dem opleve livet, gå i byen med vennerne, sove mere ude, drikke alkohol og alt, hvad teenagere nu engang gør. Og samtidig sikre sig, at der bliver taget hånd om sygdommen uden at være den sure forældre med en løftet pegefinger.

Det fortæller Rikkie Bilager fra Esbjerg, der er mor til Valdemar på 12 år.

Rikkie Bilager, mor til Valdemar på 12 år med diabetes, har tidligere efterspurgt forældrecaféer, hvor forældre til unge med diabetes kan mødes og dele erfaring og viden. Privatfoto

- En ting er, at en dreng prøver at blive fuld, kaster op og bliver kørt hjem. Men for Valdemar med diabetes kan der ske mange ting. Glemmer han at tage sin insulin eller at få noget at spise, kan han pludselig ligge bevidstløs. Det kan være en livstruende sygdom, hvis den ikke bliver passet ordentligt, siger hun.

Det er med til at påvirke forældrene.

Hver fjerde forældre til en ung på 12 år og derover med diabetes i Region Syddanmark oplever stress på grund af barnets sygdom. Det viser en rundspørge fra Steno Diabetes Center Odense.

Det er et problem i hele landet, fortæller Ida Astrup Jørgensen, der er børne- og ungekonsulent hos Diabetesforeningen.

- Der er forældre, der henvender sig til vores rådgivning og øvrige tilbud, som belastes af barnets diabetes – særligt i ungdomsårene. Det kan være svært for dem at balancere i den her løsrivelsesproces, siger hun.

Mangler hjælp, råd og vejledning

Og det er noget, der mangler hjælp til, mener Rikkie Bilager og andre forældre ifølge rundspørgen fra Steno Diabetes Center Odense.

Der er allerede tilbud, men det er ikke noget, der er ordentligt kendskab til ifølge Rikke Bilager. Hun efterspørger forældrecaféer eller andre ordninger, hvor der kan deles viden og erfaring med andre ligesindede.

- Jeg synes ikke, der er så meget hjælp at hente. Der mangler råd og vejledning til, hvordan vi forældre ikke presses for meget, men stadig har hånd om sygdommen, siger hun og erkender, at forældrene selv kan gøre noget, bruge hinanden og opsøge hjælp.

- Der er jo nok Diabetesforeningen og andet hjælp. Men jeg har ikke hørt om nogle tilbud. Og vi har nogle, der ikke har de samme ressourcer og viden om de her ting. Og det er bekymrende.

Mette With Hagensen, formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark (S), har selv diabetes i familien og ved, hvordan det påvirker. (Foto: © Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix)

Hjælpen er på vej

I Region Syddanmark og hos Diabetesforeningen erkender man, at det ikke er godt nok og sætter nu ind med hjælp.

Fremover vil der være et psykologtilbud, der retter sig direkte til forældrene med unge, der har diabetes.

Det fortæller Mette With Hagensen (S), formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

- Det er et stort mindretal. Det er ikke en sygdom, der går over. Det er et livsvilkår. Derfor skal vi tage hånd om det. Det kan gå hen og blive rigtig dyrt, hvis vi ikke gør det. Ikke kun dyrt i penge, men også i livskvalitet. Derfor er det en opgave, vi skal tage til os, og jeg håber, at det her kan være med til at rykke på det, siger hun.

På landsplan har Diabetesforeningen sat gang i en mentorordning, fortæller børne- og ungekonsulent Ida Astrup Jørgensen.

- Ved at hjælpe forældrene kan vi hjælpe børnene. Derfor har vi lavet en mentorordning, så forældrene kan få en sparringspartner, tale med og få hjælp fra ligesindede, der forstår dem og er på den anden side af udfordringer, siger hun.

Og det falder i god jord hos Rikkie Bilager fra Esbjerg.

- Det lyder rigtig, rigtig godt og lige det, der er behov for. Og det lyder som et tilbud, man selv kan vælge at tage imod, siger hun.