Nogle går til håndbold, andre går til svømning. Men i den sønderjyske by Christiansfeld går otte drenge til tømrer.
De er alle i alderen 10-14 år og har siden årsskiftet brugt to timer hver onsdag eftermiddag på at save, hamre og bore i træ. Og det er en kæmpe succes hos de unge mennesker.
- Det er fedt at lave noget med sine hænder, fordi det er federe end at sidde derhjemme og se noget skærm, lyder det fra 12-årige Mikkel Kyed Hansen.
Drengene lærer blandt andet, hvordan de bruger værktøj, og så lærer de den geometri, der ligger bag tømrerarbejdet.
For nylig har drengene prøvet kræfter med et spær til et hustag.
- Jeg har lært meget. Til at starte med, vidste jeg ikke, hvad et spær var. Og så har jeg set, hvad en tømrer kan, fordi det er rigtige tømrere, der er her, siger 10-årige Uffe Siefried.
Der er andre veje end gymnasiet
Det er den lokale tømrermester Anders Christensen fra AC Byg i Christiansfeld, der har fået ideen til tømrerklubben.
Han startede projektet for at åbne de unges øjne for, hvad man kan med en håndværkeruddannelse.
- Jeg vil gerne vise de unge, at man kan andet end at gå i gymnasiet. Der er også en vej som håndværker, og vi synes jo selv, at vi har verdens bedste job, siger Anders Christensen.
Anders Christensen har indtil videre haft to tømrerhold igennem sit værksted, men han er ikke i tvivl om, at der kommer flere.
For der har været en overvældende interesse for at få en af de otte pladser på holdet.
- I starten tænkte vi, at hvis vi bare kunne samle otte drenge til et hold, så ville det være en succes. Men vi har fået så mange henvendelser, at vi har kunne samle rigtig mange hold. Så det har været en kæmpe succes, siger tømrermesteren.
Godt tænkt
Det er slet ikke for tidligt at håbe på, at børn allerede når de er 10-14 år kigger mod håndværkeruddannelser.
Det siger Sara Schoop, der er chefanalytiker ved det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.
- Det er faktisk allerede som børn, at man går med tanker om, hvad man skal, når man bliver voksen. Så hvis de ikke ved, hvad en tømrer er og laver, så har de ikke en mulighed for at tænke i de retninger, siger hun.
Derfor er tømrerklubben en rigtig god idé.
- De tidlige indsatser er faktisk noget af det, der bliver efterspurgt mere af, siger hun.
Og noget tyder på, at tømreren i Christiansfeld har ramt noget hos de unge.
I hvert fald har 12-årige Mikkel Kyed Hansen planer om på et tidspunkt at skifte skolebænken ud med en drejebænk.
- Jeg vil enten være smed eller tømrer, men jeg vil helst være tømrer, siger han.