Den ligner en vaskebjørn, og den lille charmetrold har fået mange til at undre sig over, hvad der kan være så farligt ved, at dyret er i landet.
Alligevel er Naturstyrelsen ude med riven efter mårhunden. Efter nytår må det lille pelsdyr, ikke længere yngle i Danmark.
- Den er da også nuttet at kigge på, men den måde det lille kræ lever og arbejder på gør, at den er besværlig at have i Danmark, siger Brian Kjølhede Jensen, som er mårhundejæger og naturvejleder i Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen ser mårhunden som en trussel mod andre dyrearter og ser den allerhelst udryddet, da den ikke hører naturligt hjemme i Danmark.
En asiatisk trussel i vådområderne
Mårhunden er ifølge Naturstyrelsen et dyr, der hører til i Asien og ville ikke kunne komme til Danmark uden at få hjælp fra mennesker. Ifølge Brian Kjølhede Jensen, er mårhundene blevet sat ud i Rusland, og derfra er de indvandret til det nordlige Europa.
- Det er os mennesker, der har været nogle slubberter igen, siger Brian Kjølhede Jensen.
Ifølge ham kan mårhunden fortrænge grågåsen, rørdrummen og rørhøgen. Alle tre fuglearter, som Naturstyrelsen har forpligtigelser til at beskytte. Fuglene yngler i Danmarks sjældne rørsskovsområder, hvor mårhunden ikke har naturlige fjender.
- Den spiser, indtil der ikke er mere at komme efter, siger Brian Kjølhede Jensen.