Skolebørn holder sig på grund af uhumske toiletter

Esbjerg Kommune har besluttet at sætte penge af til at få rettet op på problemet.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor og hvordan de ekstra 700.000 kroner skal bruges. Arkivfoto. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Der skal bruges flere penge på at holde toiletterne rene på skolerne i Esbjerg Kommune.

Når skoledagene bliver længere, så bruger eleverne nemlig også skolens toiletterne mere. Det har resulteret i beskidte toiletter flere steder, som eleverne nægter at bruge.

Derfor har politikerne i kommunen sat 700.000 kroner ekstra af til rengøring af skolernes toiletter. Det fortæller borgmester i Esbjerg Kommune Johnny Søtrup.

- Vi får simpelthen meldinger om, at der er skolebørn, der går rundt med ondt i maven, fordi de ikke vil på toilettet på skolen. Det er selvfølgelig uholdbart – især når skoledagene samtidig bliver længere, siger Johnny Søtrup.

En af de skoler, hvor de beskidte toiletter er et problem, er på Cosmosskolen.

Her fortæller eleverne om eksempler, hvor der har været afføring, urin og papir på gulvet. Det får flere af eleverne til at holde sig, indtil de kommer hjem.

- Eleverne skriver i trivselsmålingerne, at toiletterne har været ulækre, og at de ikke gider bruge dem. Det går ud over børnenes koncentration, at de sidder og holder sig, fortæller skoleleder Gitte Thorup.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor og hvordan de ekstra 700.000 kroner skal bruges.