Opdateret med svar fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
De to tvillingebrødre fra Skærbæk i Tønder Kommune, der onsdag eftermiddag fik besked om, at de kan blive i Danmark er langt fra de eneste, som får omgjort deres sag.
Nu viser en helt ny opgørelse, at Flygtningenævnet siden starten af sidste år og frem til i dag har omgjort 77 procent af de sager, hvor Udlændingestyrelsen ellers i første omgang har inddraget eller nægtet at forlænge en opholdstilladelse til syriske statsborgere.
Dermed går Flygtningenævnet stik imod Udlændingestyrelsens afgørelser i langt de fleste sager.
Udlændingesystemet møder derfor endnu en gang skarp kritik fra flere kanter.
- Der er noget, der tyder, på at Udlændingestyrelsen tolker reglerne for stramt, siger Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund.
Også SF kritiserer, at Udlændingestyrelsen i så stor stil laver afgørelser om udsendelse af syriske flygtninge, som senere laves om.
- De omgørelsesprocenter er meget, meget høje. Det er ret voldsomt som flygtning at blive sat i en situation, hvor man skal sendes ud af landet. Og så gå med den her usikkerhed, siger SF’s udlændingeordfører, Carl Valentin.
Han mener, at andre end Udlændingestyrelsen bør varetage opgaven med at håndtere opholdstilladelser.
Lovgivning bør ændres
Dansk Flygtningehjælp har tidligere kritiseret Udlændingestyrelsens praksis.
Asylchef i Dansk Flygtningehjælp, Eva Singer, mener, at ventetiden for de syriske flygtninge har store konsekvenser.
- Det er helt forfærdeligt for de mennesker, det går udover. Det er folk, der er i gang med en uddannelse eller arbejde, som ikke ved om de er købt eller solgt, siger hun.
Der bør derfor endnu en gang tages et kig på loven, mener hun.
- Lovgivningen bør ændres, så det ikke er så nemt for myndighederne at inddrage opholdstilladelserne.
Onsdag eftermiddag fik Ahmad og Myasar Zanon omgjort deres sag i Flygtningenævnet. De kan nu blive i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ellers lagt op til at sende dem til Irak.
At 77 procent af sagerne siden sidste år er omgjort møder også kritik fra Foreningen for Udlændingeadvokater.
- Udlændingestyrelsen er nærmest blevet for følgagtige, og de fortolker det, regeringen har sagt, endnu mere restriktivt, siger formand for Foreningen af Udlændingeadvokater, Jytte Lindgård.
Hun mener, at landspolitikerne bør gribe ind, så Udlændingestyrelsen ikke fortolker på den måde, som de gør i dag.
- Det her er et politisk spørgsmål, og jeg mener, at der bør være en kraftig politisk debat, så Udlændingestyrelsen ikke kan være så meget i tvivl om, hvad der er det rigtige, siger hun.
Minister: Styrelsen skal rette ind efter Flygtningenævnet
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) skriver i en mail til DR, at asylreglerne bør være stramme.
- Vi har et fornuftigt system, hvor det er Udlændingestyrelsen, der behandler de konkrete sager, og hvis de så giver afslag, så ser det uafhængige Flygtningenævn, med en dommer for bordenden, på sagen. Pointen med at have Flygtningenævnet er, at Udlændingestyrelsens afgørelser efterprøves og potentielt omgøres.
Han ønsker derfor ikke at lempe på reglerne.
- En del af systemet er, at Udlændingestyrelsen helt generelt indretter deres praksis, så den stemmer overens med afgørelser i Flygtningenævnet. Det går jeg selvfølgelig ud fra, at Udlændingestyrelsen gør, skriver ministeren.
Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyser, at omgørelsesprocenten omfatter en række sager, hvor Flygtningenævnet omgør sagen på baggrund af oplysninger eller forhold, der ikke forelå, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse.
Det gælder både sager, som har verseret et stykke tid i Flygtningenævnet, men også sager, som Flygtningenævnet har besluttet at genoptage på baggrund af nye oplysninger.