Når der alligevel skal handles dåseøl og slik over grænsen i Tyskland, så kan det måske snart også være muligt at købe lidt hash.
Men de tyske hash-planer bekymrer flere sønderjyske borgmestre.
- Jeg frygter, at danske borgere vil benytte lejligheden til at tage over grænsen og købe ind. Så får grænsehandel en helt anden betydning, siger Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune.
I flere kommuner tæt på grænsen er der i forvejen mange borgere, der kører over grænsen for at handle billigere dagligvarer og dåsesodavand.
Selvom det vil være ulovligt at tage hashen med ind i Danmark, så vil en legalisering af hash i Tyskland måske alligevel få danske borgere til at køre til Tyskland for at købe det, frygter borgmestrene.
- Jeg er bekymret. For det vil betyde at folk her i Sønderjylland vil få nemmere adgang til hash. Og det tror jeg ikke er en god idé, siger Mads Skau (V), borgmester i Haderslev Kommune.
Går ud over danske unge
De tyske politikere mener blandt andet, at en legalisering vil bekæmpe kriminelle miljøer. Man vil også forhindre, at pushere kan lokke brugere til at prøve hårdere stoffer.
Men fordelene i Tyskland vil ikke opveje de negative konsekvenser, det kan få i Danmark, mener flere danske kritikere.
- Bekymringen er, at hvis man i Tyskland vælger at legalisere hashen, så sender det nogle signaler til specielt vores unge mennesker i de syddanske kommuner om, at det her nok ikke er så farligt, som vi andre måske ser det, siger John Hansen, der er SSP-koordinator i Aabenraa Kommune.
Borgmesteren i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen (C), stemmer i.
- Jeg er glad for, det ikke er legalt i Danmark. Jeg kan kun appellere til, at vi får sagt til de unge, at de ikke skal tro, at de bare kan begive sig over grænsen og hente det.