Udlændingestyrelsen: Flere syrere får lov at blive i Danmark

Færre sager om syriske statsborgere, der får inddraget opholdstilladelsen, vil havne i Flygtningenævnet. Det slår Udlændingestyrelsen fast efter kritik.

Færre sager fra Udlændingestyrelsen, som omhandler syriske statsborgere, vil havne herinde bag døren i Flygtningenævnet. Det mener Udlændingestyrelsen selv. (Foto: © Peter Halkjær (DR))

Der bliver allerede inddraget færre opholdstilladelser fra syrere end tidligere.

Det slår Udlændingestyrelsen fast efter debat om en høj omgørelsesprocent i Flygtningenævnet.

- Vi kommer i år til at se færre sager, der havner i Flygtningenævnet. For vi træffer færre sager, der går imod borgeren, siger vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Henrik Thomassen.

Det er Udlændingestyrelsen, der vurderer sager om opholdstilladelse. Hvis styrelsen eksempelvis inddrager en opholdstilladelse, så skal Flygtningenævnet tage stilling til sagen, inden opholdstilladelsen inddrages.

Flygtningenævnet har siden starten af 2022 omgjort 77 procent af de sager, hvor Udlændingestyrelsen ellers i første omgang har inddraget eller nægtet at forlænge en opholdstilladelse til syriske statsborgere.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) skrev torsdag i en mail til DR, at Udlændingestyrelsen skal rette ind efter afgørelserne i Flygtningenævnet.

- En del af systemet er, at Udlændingestyrelsen helt generelt indretter deres praksis, så den stemmer overens med afgørelser i Flygtningenævnet. Det går jeg selvfølgelig ud fra, at Udlændingestyrelsen gør, skriver ministeren.

Udlændingestyrelsen påpeger dog, at langt de fleste sager slet ikke havner i Flygtningenævnet. Sidste år inddrog eller stoppede de forlængelsen i 18 procent af sagerne fra syriske statsborgere. Året inden skete det i 42 procent af sagerne.

Synes du, I indretter jeres praksis efter Flygtningnævnet?

- Jeg synes vi indretter vores praksis efter Flygtningenævnet. Tallene er et udtryk for, at vi er meget opmærksomme på den praksis, der fastlægges i Flygtningenævnet, siger Henrik Thomassen.

Nye oplysninger ændrer sagen

Udlædningestyrelsen mener ikke, at det er fejl i deres sagsbehandling, der er skyld i de mange omgørelser i Flygtningennævnet.

I stedet mener de, at der kommer nye oplysninger til bordet fra Udlændingestyrelsens afgørelse og frem til sagen i Flygtningenævnet.

- Den tid der går kan betyde, at man har fået en større tilknytning. Man har været her i længere tid, man har måske fået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gået i gang med en uddannelse. Det er faktorer som gør, at Flygtningenævnet kan træffe en anden afgørelse end os, siger vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Henrik Thomassen.

Det har affødt krads kritik fra både politikere, Dansk Flygtningehjælp og udlændingeadvokater, at 77 procent af sagerne i Flygtningenævnet fra 2022 og frem til i dag omgøres.

Henrik Thomassen, synes du kritikken er uberettiget?

- Nej, jeg kan sagtens forstå, at når man ser et omgørelsestal på 77 procent, så opstår der en debat. Det her er jo sager, som er stærkt indgribende overfor de borgere, det vedrører.