Unge med autisme, skizofreni og ADHD kan få langt til hjælp: 'Jeg vil være fyldt med angst'

Politikerne i Region Syddanmark lægger op til at lukke både sengeafsnit og akutmodtagelse i Esbjerg for børn og unge, der har psykiske sygdomme.

14-årige Alexander Lau bor tæt på Esbjerg. Han er autist, og hvis han skulle indlægges, så ville køreturen til sengeafsnittet blive markant længere. I hvert fald hvis det står til politikerne i Region Syddanmark. (Foto: © Peter Øvad Halkjær, DR)

14-årige Alexander Lau er autist og har i flere år været tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark. Han og familien bor tæt på Esbjerg.

Hvis han i fremtiden skal indlægges, så vil han og familien være nødt til at køre 100 kilometer østpå til Aabenraa. I hvert fald hvis regionens forslag går igennem.

- Jeg vil gøre alt for ikke at komme med, fordi det er for langt væk. Jeg vil være fyldt med angst, siger 14-årige Alexander Lau.

Region Syddanmark lægger nemlig op til at lukke sengeafsnittet og den døgnbemandede akutmodtagelse i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmarks femtestørste by, Esbjerg.

Det vil gå ud over en som 14-årige Alexander Lau, hvis han skal indlægges på et tidspunkt.

For en lang køretur vil være hård for ham. I stedet for at køre i bil i ti minutter til afdelingen i Esbjerg, så skal de ud på over en times køretur for at nå til Aabenraa.

- Jeg kunne nok finde på at gøre nogle ting, jeg ikke burde. Som for eksempel at hoppe ud af bilen eller sådan noget, siger han.

Det vil presse Alexander og moren Bettina Betancor, hvis sengeafsnittet og akutmodtagelsen på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Esbjerg lukker og flytter til Aabenraa. (Foto: © Peter Øvad Halkjær, DR)

Dårlige erfaringer med stor afstand

Da Alexander Lau var ti år gammel og skulle udredes for autisme, var han indlagt i fire måneder i børnepsykiatrien i Odense. Det er nemlig her, børn op til 13 år får hjælp til deres psykiske udfordringer. Derfor har familien tidligere prøvet de lange ture.

- Det var helt vildt hårdt at skulle køre en time og tyve minutter væk med en dreng, der var så skidt. Det var en kamp hver eneste gang, vi skulle afsted, siger Alexanders mor, Bettina Betancor.

Nu hvor Alexander Lau er blevet ældre, vil han være tilknyttet psykiatrien i Esbjerg, hvis han skal indlægges. Det vil gøre livet for familien meget lettere, hvis de kun skal ud på en kort tur.

Men politikerne i Region Syddanmark har lagt op til at flytte sengeafsnittet og akutmodtagelsen til Aabenraa.

- Han har brug for mig. Hvis han skulle indlægges over en time væk herfra, så ville jeg ikke have mulighed for at være der hele tiden. Det vil han ikke kunne klare, siger Bettina Betancor.

Alexanders mor mener, at familien har stor betydning for sønnen. Derfor er det rart, når han kan indlægges i nærheden af, hvor familien bor.

- De pårørende er en kæmpe faktor i det her. Og vi bliver sat ud af spillet, hvis han skulle være så langt væk. Så vil vi ikke kunne hjælpe så meget i hverdagen, siger hun.

'Børn vil få det værre'

Planerne om at nedlægge både akutmodtagelsen og sengeafsnittene i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg møder også kritik fra en patientforening.

For det vil betyde, at børn og unge vil få det værre, hvis de fremover skal køre til Odense eller Aabenraa.

- Børn og unge, der har brug for akutpsykiatrien, er meget syge og bange. At skulle transporteres så langt er fuldstændig urealistisk, siger generalsekretær i Bedre Psykiatri Jane Alrø Sørensen.

Hun frygter, at lukningen vil betyde, at forældre vælger at blive hjemme med deres børn, selvom de burde have været på en akutmodtagelse.

- Der vil være børn, som ikke får den hjælp, de skal have. Og hvor forældrene er nødt til at holde dem hjemme. Så bliver børnene dårligere og mere syge end ellers, siger hun.

Regionsrådsformand forsvarer idéen

Det er politikerne i Region Syddanmark, der har sendt forslaget i høring. De har lagt op til store ændringer på hele børne- og ungdomspsykiatrien i Syddanmark.

En af ændringerne er at fjerne sengeafsnittet og akutmodtagelsen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afsnit i Esbjerg.

- Vi bliver nødt til også at tage ansvar for de svære beslutninger. Også de beslutninger der ikke er populære at tage, siger formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V).

Formand for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V). (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Ændringen kommer blandt andet fordi, det er svært at skaffe speciallæger nok til at kunne holde en høj kvalitet på området. Derudover var der sidste år lang ventetid på at blive udredt i hele børne- og ungdomspsykiatrien i Syddanmark.

- Vi kan ikke trylle børne- og ungdomspsykiatriske speciallæger frem. Men vi er i en situation, hvor vi ikke bare kan gøre ingenting, siger hun.

Flere pårørende og patienter oplever det ikke som et løft af psykiatrien. Påvirker det dig ikke?

- Det er derfor, vi har sendt det i høring. Så vi får alle input med, siger Stephanie Lose.

Hos familien nær Esbjerg håber de, at politikerne vil genoverveje beslutningen om at lukke både sengeafsnit og akutmodtagelse i Esbjerg.

- Jeg håber, at vi kan beholde vores afdeling, siger Bettina Betancor.