Var du også ensom under corona? Henrik og Mathias blev venner uden at se hinanden

Nyt initiativ får fremmede til at tale i telefon sammen for at mindske ensomhed.

Mathias Blaavand (t.v.) og Henrik Rasmussen (t.h) blev venner under nedlukningen. Nu har de mødt hinanden for første gang. (Foto: © Niklas Møller Jørgensen)

Mens Danmark var lukket ned under coronakrisen, var der mange, der savnede at se deres bedstemor, venner, kolleger eller blot en at tale med.

Sådan var det også for 32-årige Henrik Rasmussen fra Rødekro ved Aabenraa.

Ligesom mange andre var han hjemsendt fra sit arbejde som kirkegårdsmedhjælper.

Og da værestedet i byen også var lukket, og hans venner stadig tog på arbejde, manglede han nogen at tale med.

- Dagene var meget lange. Og jeg kedede mig, siger Henrik Rasmussen.

Henrik Rasmussen savnede nogle at snakke med under nedlukningen af Danmark. (Foto: © Niklas Møller Jørgensen)

Kaffe og en snak

Men gennem projektet 'Telefonkaffe', som Frivilligcenter Aabenraa står for med støtte fra Trygfonden, mødte han den 26-årige social- og sundhedshjælper Mathias Blaavand fra Aabenraa.

Meningen med projektet er at skabe kontakt mellem flere, der har følt sig ensomme eller bare har manglet den sociale kontakt under coronakrisen.

Ideen er så, at folk kan drikke en kop kaffe, mens de taler i telefon sammen - selvom de ikke kender hinanden.

- Det har været rigtig hyggeligt og spændende at tale med ham. Dejligt at snakke om fælles interesser. Vi går begge meget op i fodbold og cykling, siger Henrik Rasmussen.

Første gang, de to talte sammen, snakkede de sammen i to timer.

- Snakken gik bare løs. Vi er begge to frivillige på fodboldstadionet i Haderslev, vi har bare aldrig mødt hinanden. Så det er da lidt sjovt, siger Mathias Blaavand.

Han er frivillig i mange andre ting, så det var naturligt for ham at melde sig som telefonven.

- Der er jo mange, der sidder alene i denne tid. Og det er ikke sjovt at sidde alene. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne hjælpe andre, siger han.

Mathias Blaavand er vant til at hjælpe andre gennem frivilligt arbejde, og derfor var det oplagt for ham at tilbyde sin hjælp i telefonkaffe-projektet. (Foto: © Niklas Møller Jørgensen)

Nu møder de to så hinanden for første gang, da DR Syd inviterer dem begge i studiet.

- Det er lidt sjovt og pudsigt, at det er på den her måde, siger Mathias Blaavand.

Se Henrik Rasmussen og Mathias Blaavand møde hinanden for første gang i videoen herunder:

Mange projekter for ensomme

Det er mange forskellige mennesker, der har benyttet sig af 'Telefonkaffe' - blandt andre unge, studerende, enlige og ældre. Projektet er for alle.

Centerlederen i Frivilligcenter Aabenraa, Gry Mortensen, siger, at det har været en succes at bringe folk sammen.

- Folk er helt vildt glade for at have mødt hinanden, og de har haft stor glæde af det. Det er gået lige i hjertet på os, siger Gry Mortensen.

Telefonkaffe-projektet er det eneste af sin art i Danmark, som Trygfonden støttede.

Fonden åbnede en akutpulje på 30 millioner kroner den 1. april, som skulle være med til at hjælpe socialt udsatte, ensomme og sårbare grupper.

Det gik blandt andet til projekter, hvor der blev delt mad ud til hjemløse, fællessang i gårdhaver på plejehjem og online-projekter, så sårbare unge kunne mødes.

Administrerende direktør i Trygfonden, Rie Odsbjerg Werner, siger, at mange sociale tilbud blev lukket ned fra den ene dag til den anden, da coronakrisen ramte.

Derfor skulle pengene gå målrettet til de udsatte og socialt sårbare grupper.

- Ensomhed rammer disse grupper hårdt, når landet bliver lukket ned. Vi kunne være med til at skabe nogle rammer, så de stadig kunne være i dialog med hinanden, siger hun.

Ensomhed er gift for psyken

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, siger, at ensomhed er et stort problem i Danmark, men projekter såsom 'Telefonkaffe' kan være med til at reducere det.

- Ensomhed er gift for psyken. Som mennesker har vi brug for at mærke, at vi er vigtige for nogen. Vi har brug for at mærke, at nogen har lyst til at være sammen med os.

- Der kan sådan et projekt give det, vi mangler som mennesker. Man kan snakke om hverdagen og dele det med hinanden. Og det kan i sidste ende føre til dybere venskaber, siger hun.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, siger, at det er vigtigt, at man sætter ind over for ensomhed. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

For Mathias Blaavand og Henrik Rasmussen har deres samtaler under nedlukningen allerede knyttet dem tæt sammen som venner.

- Vi vil meget gerne fortsætte vores venskab. Vi skal ud at cykle sammen og se en fodboldkamp sammen, lyder det fra begge to.