800 har klaget over 'skræmmeskilte' i naturen - for hvornår er der egentlig adgang forbudt?

Privatskilte og afspærringer i naturen er ikke altid lovlige.

Michael Møller er lystfisker og træt af, at den sti han gerne vil bruge ned til Vejle Fjord er ufremkommelig. (Foto: © DR/Thomas Gammeltoft-Pedersen)

Hvis du går en tur langs stranden eller i skoven, så møder du måske et privatskilt, eller en lukket låge - spærringer som kan være ulovlige ifølge naturbeskyttelsesloven.

Men der bør være fri adgang til vores natur, mener Friluftsrådet - og de får god hjælp til at kigge efter ulovlige blokeringer.

Flere end 800 danskere har meldt ind til rådet, hvis de er blevet forhindret i adgang til naturen og mener reglerne kan være overtrådt.

Lystfisker Michael Møller er en af dem, som undrer sig over afspærring ved en sti ned til Vejle Fjord ved Trelde Næs i Fredericia.

- Før i tiden kunne man gå frit herned med lukkede øjne uden at komme til skade. Lige nu er det hele spærret af med store kampesten og træ, der ligger og fylder, siger han.

- Hvis vi ikke kan gå igennem her, har vi to kilometer langs vandet, vi skal gå, for at komme hen, hvor der er fisk, siger Michael Møller.

Kommune og grundejer er uenige

Han har skrevet til Fredericia Kommune, som vurderer, at stien er blokeret ulovligt. Og efter flere års sagsbehandling har kommunen sendt varsling af påbud til ejerne om at gøre stien offentlig.

DR har været i kontakt med ejerne, og de mener slet ikke, at der er tale om en sti.

Ejerne har dels givet et skriftligt svar til DR og dels stillet op til interview.

I det skriftlige svar anfører en af de to grundejere Rolf Jensen, at de har brugt arealet til opbevaring af brænde og sten, der skal bruges til kystbeskyttelse.

- Der er ikke nogen sti, derfor er der heller ikke spærret nogen sti, skriver han.

Rolf Jensen henviser til en afgørelse af ældre dato fra Vejdirektoratet, der rigtigt nok afgør, at det omtalte område er privat område.

Og det bestrider Fredericia Kommune heller ikke – men kommunen mener ikke, at det gør en forskel for, om offentligheden må benytte området, som kommunen altså betragter som en sti.

Kommunen henviser til Naturbeskyttelsesloven og mener altså ikke, at Vejdirektoratets afgørelse bør have betydning for, om man som almindelig borger må benytte stien. Kommune har givet frist til at få ryddet op på stien, og den frist er i dag, den 26. april.

Men det forstår grundejer Rolf Jensen ikke meget af, og han er ikke tilfreds med kommunens ageren i sagen.

- Generelt oplever vi folk, der render rundt på hegnede arealer uden hensyn til vores husdyr, vi oplever færdsel i skoven på alle tider af døgnet, og vi oplever løse hunde, skriver Rolf Jensen i et skriftligt svar.

- Det forekommer vildt underligt og utrolig uprofessionelt, at Fredericia Kommune trods Vejdirektoratets afgørelse endnu engang går bag om ryggen på de retmæssige ejere med samme hensigt som tidligere, skriver han videre.

800 danskere har meldt sig

I Fredericia ender kun få sager med egentlige påbud eller politianmeldelse, fortæller landskabsarkitekt i Fredericia, Lars Kronborg Bak.

- Vi har en række sager, og vi har altid nogle aktuelle henvendelser, men det plejer at foregå fornuftigt, og det er kun med et fåtal, at vi egentlig har problemer.

Men hos Friluftsrådet oplever de problemer.

I en kampagne har flere end 800 danskere fortalt om skilte og blokeringer, som kan være ulovlige.

Og det vidner om, at det er vigtigt for mange at kunne gå en tur langs stranden eller i skoven, uden at blive stoppet af skiltning.

Det mener projektleder i Friluftsrådet Jakob Arendrup Nielsen.

- Der er en stor usikkerhed blandt befolkningen om, hvor de kan færdes, og om de barrierer, de møder, er i strid med lovgivningen eller rigtige nok, siger han.

Og lovgivningen er ikke helt enkel og gennemskuelig, mener Jakob Arendrup Nielsen. Ved du for eksempel hvor stor en privat skov skal være, før du må gå en tur der?

- I private skove over fem hektar er der offentlig ret til at færdes mellem klokken 6.00 og solnedgang, men hvor mange ved lige, om den private skov, man går ind i, er over eller under fem hektar.

Men Jakob Arendrup Nielsen fra Friluftsrådet anerkender også, at ejerne af de private skove og adgang til strande skal have lov til deres privatliv

- Vi bestrider ikke, at folk selvfølgelig har ret til privatliv, og man skal ikke gå ind i folks private haver. De sager, vi bestrider, er sager, hvor der bliver lukket for adgangen til større naturområder, hvor vi alle sammen har lov at færdes indenfor nogle rammer, siger han.

I en rapport fra 2020 anslår forskere fra Københavns Universitet, at der er mellem 70.000 og 80.000 barrierer i naturen i Danmark - og op imod 20 procent af dem er ulovlige.

Hør historien om ulovlige skilte i naturen i nyhedspodcasten Tiden: