Birgit fik styr på sin søvn: Jeg har fået livet igen

Nye sovevaner har afløst sovemedicinen for Birgit Lindbjerg.

Birgit Lindbjerg led i mange år af søvnløshed. Hun fik ændret sine sovevaner på Søvnklinikken på Odense Universitetshospital. (Foto: © Annette Jespersen DR Trekanten)

Vi bruger mindre og mindre medicin for at falde i søvn.

Siden 2006 er antallet af danskere på sovemedicin faldet fra 350.000 til omkring 280.000, fortæller professor og forsker i søvnsygdomme, Poul Jennum fra Rigshospitalet.

- Vi ser et meget mere fornuftigt brug af sovemedicin i Danmark. Det er i modsætning til andre skandinaviske og europæiske lande, hvor vi ser en stigning i forbruget, forklarer han.

I stedet for medicinen anbefaler læger og psykologer, at patienterne prøver at ændre deres sovevaner ved for eksempel at ændre adfærd eller livsstil.

Det har Birgit Lindbjerg fra Gadbjerg ved Vejle haft succes med.

Hun kæmpede igennem fem år mod søvnløshed, hvor hun typisk fik to timers søvn i træk og højst fire en halv times søvn i døgnet. Det var invaliderende.

- Du får en meget kortere lunte, du bliver hurtigere stresset, træt og ked af det, fortæller Birgit Lindbjerg.

Ifølge Poul Jennum fra Rigshospitalet, er der videnskabeligt bevis for, at brug af adfærdsterapi, livsstilsændringer og såkaldt kognitiv terapi har en positiv effekt.

- Det anbefaler vi som led i håndteringen af stress og søvnforstyrrelser, siger han.

Professor Bobby Zachariae forsker i sundhedspsykologi. Han forklarer, at mangel på søvn påvirker vores immunforsvar og stofskifte og kan resultere i depressioner.

- Generelt er vi meget robuste som mennesker. Men det har konsekvenser for vores trivsel og vores helbred, hvis vi ikke sover i en længere periode, siger Bobby Zachariae.

Birgit Lindbjerg endte med at kontakte Søvnklinikken på Odense Universitetshospital, hvor hun lærte at styre sin søvn ved at tvinge sig selv til at gå i seng klokken et om natten og stå op igen klokken seks.

Hun fik besked på kun at sove i den periode af døgnet, og vågnede hun mere end en halv time, skulle hun stå op.

- Det kan være, at jeg i en periode kun fik to timers søvn. Så lige så stille bryder man kroppen ned og bygger den op igen, og lærer den at sove forfra, forklarer hun.

Birgit Lindbjerg begyndte lige så stille at sove mere sammenhængende, og hvis hun vågnede faldt hun hurtigt i søvn igen.

- Jeg kan gøre nogle ting med mine børn, som jeg ikke kunne før, fordi jeg var for træt. Jeg har ligesom fået livet igen, siger Birgit Lindbjerg.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a38fc9aa11f9f18044f9246