"Bitch", "kælling" og "spark dem ned".
Det svært at forstå, at forældre kan råbe disse ord til et fodboldstævne for ti-årige fodboldpiger.
Men ikke desto mindre, så er det noget, Erritsøs U12 pigehold har oplevet.
Hver fjerde på sidelinjen fortryder
Lars Eriksen er træner for pigeholdet i Erritsø, og han fortæller, det var en chokerende at opleve, hvordan andre trænere og forældre kan opføre sig på sidelinjen.
- Pigerne var jo rystet over den måde, modstanderholdet og deres forældre opførte sig på, men vi prøvede at berolige dem undervejs, fortæller Lars Eriksen.
Men selvom det ikke er noget, de oplever hver gang, de spiller fodbold, så er grimme tilråb til fodboldkampe ikke usædvanligt. Det viser en ny undersøgelse fra DBU Jylland.
Ud af de 2000 trænere og forældre, der med i undersøgelsen, siger hver fjerde, at de har råbt eller gestikuleret noget, de fortryder.
Hver fjerde dommer overvejer at stoppe
23 procent af de jyske dommere svarer, at den dårlige stemning til fodboldkampene påvirker deres motivation til at fortsætte som dommere.
Finn Larsen er formand for Sydøstjysk FodboldDommerklub i Kolding. Han fortæller, at forældre og trænere indimellem gør livet som dommer surt.
- Vi har problemer med mange af dem, der står på sidelinjen, og hvis vi ikke sætter fokus på det, så vil vi miste flere dommere, siger han.
Plads til forbedring
Hos DBU tager man undersøgelsen alvorligt, selvom formanden for DBU Jylland, Bent Clausen, også ser positive tendenser i den. Der er nemlig lidt flere dommere og forældre, der mener, at det er blevet bedre i løbet af de seneste år.
- Men hvis der er et dårligt miljø til fodboldkampene, så skal vi selvfølgelig væk fra det, for ellers er der nogen, der ikke længere synes, det er sjovt at spille fodbold, siger Bent Clausen.
Han mener, at den gode opførsel er et fælles ansvar og opfordrer til, at man tager det op i alle klubber.
Og med hensyn til dommerne, så er formanden glad for, at det lige nu går godt med at rekruttere nye dommere. Men han ærgrer sig også over at mange stopper igen på grund af grimme kommentarer.