Eleverne i 6. klasse har undværet deres smartphones siden jul - nu gør skolen status

På en skole i Kolding er mobilen pakket helt væk i skoletiden.

Eleverne i 6.C afleverer deres mobiltelefoner i kassen her, når undervisningen begynder, og siden jul har de ikke fået den igen i frikvarteret, men først, når skoledagen er slut. Foto: DR

På Vamdrup Skole nær Kolding bliver elevernes mobiltelefonerne inddraget, når skoledagen begynder, og så ser eleverne dem først igen, når de har fri.

Sådan har det i hvert fald været siden jul for 6. klasserne på skolen som en del af et forsøg.

Tidligere måtte eleverne bruge deres telefoner i det store frikvarter, men det var ikke altid hensigtsmæssigt, siger Gitte Holm Kock, der er lærer i 6.C på Vamdrup Skole.

- Inden vi prøvede det her af, havde de lov til at bruge deres mobiler i den store pause, og der kunne vi se, at så snart de kom ud, tog de deres mobil og kiggede i den eller spillede spil. Derfor følte vi lidt, at de valgte fællesskabet fra, siger hun.

Gitte Holm Kock er klasselærer i 6.C på Vamdrup Skole. (Foto: © Dr)

Danskerne vil have mobilerne væk fra skoletiden

På Vamdrup Skole har de måske fingeren på pulsen i forhold til, hvad befolkningen ønsker. Et stort flertal af danskere ser gerne, at mobiltelefonen fylder meget lidt i skoletiden.

Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har foretaget for Altinget og DR.

9 ud af 10 mener ikke, at mobiltelefonen skal bruges i undervisningstiden, og 4 ud af 10 mener ligefrem, at elevernes mobil bør låses inde i skoletiden, så børnene ikke kan bruge den i frikvartererne, som i forsøget på Vamdrup Skole.

I 6.C på Vamdrup Skole var Laura Biel Ludvig skeptisk, da hun fik at vide, at hendes telefon skulle forblive bag lås og slå i frikvarteret.

- I starten blev jeg meget sur på mine forældre, fordi de havde stemt for forsøget, siger hun.

Mobiltelefonen er siden jul blevet skiftet ud med samvær i det gamle skolebibliotek, hvor der har været brætspil og andre ikke-digitale tilbud til rådighed.

Og det har været en succes, mener Nicolas Mølgaard Haugsted Thomsen fra 6.C.

- Vi er sammen alle sammen nu. Vi var jo delt meget op i grupper før, men nu er vi alle sammen, og det synes jeg er fint, for det er sådan lidt kedeligt at sidde med sin mobil i frikvarteret, siger han.

Lektor: Man skal ikke være bange for mobilen

Men det er ikke alle, der synes, det er et fint forsøg.

Jesper Tække, der lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet, mener absolut ikke, at der er grund til at gemme mobilerne væk i skoletiden.

- Man kan skade børnene, hvis man låser deres mobiltelefoner inde. Det er netop i skolen, man både fagligt og socialt skal lære at håndtere sin mobiltelefon. Eksempelvis slå notifikationer fra, beskytte sine data og lære noget, siger han.

Han mener netop, at skolen er den institution, der skal tage ansvar for, at de unge lærer at begå sig digitalt.

- Jeg er meget foruroliget over, at det er lykkedes en lille gruppe at skræmme hele befolkningen til at blive så bange for mobiltelefoner. Der er ikke noget at have den frygt i – i hvert fald ikke, hvis man undgår både forbud og ligegyldighed, og i stedet arbejder med hvordan, man skal bruge telefonerne, siger Jesper Tække.

Per Rudbæk, der er skoleleder på Vamdrup Skole, kan til dels forstå den tankegang, men han mener ikke, at skolen svigter sin opgave.

- Vi har bare den klare oplevelse, at mobiltelefonerne simpelthen går ud over de unges fællesskabsfølelse, og vi har en forpligtelse til at skabe gode og meningsfulde fællesskaber. Og så er jeg med på, at vi har en opgave i at danne og uddanne vores elever – også i at bruge en mobiltelefon, men det behøver faktisk ikke at være i frikvarteret, siger han.

Han møder opbakning fra Anette Prehn, der er sociolog og forfatter til en række bøger om hjernen. Hun mener heller ikke, at mobiltelefonen skal fylde i skoletiden.

- Når en mobil er fremme, og mennesker taler sammen, så bliver vores samtale mere overfladisk. Vi engagerer os ikke så dybt, når vi ved, at vi kunne blive afbrudt når som helst, siger hun.

Og også Laura Biel Ludvig fra 6.C, der startede skeptisk, er blevet omvendt af forsøget.

- Jeg synes faktisk, det er en fin ting, for jeg synes ikke, det er træls, at man har mistet de der 20 minutters skærmtid. For de er der jo bare, men burde måske ikke være der.

Skoleleder Per Rudbæk har været glad for forsøget og vil nu i dialog med eleverne og skolebestyrelsen, for at undersøge om den helt mobilfrie skoledag skal udvides til hele mellemtrinnet, altså 4.-6. klasse, og på sigt muligvis også de ældste elever.

"De voksne ved jo ikke, at vi har gode fællesskaber, når vi er sammen på mobilerne": Hør 12-årige Thea fortælle om mobilfrie frikvarterer i nyhedspodcasten Tiden her.