Firehøjeskolen dropper forbud mod crop tops efter skolebestyrelsesmøde

Maveblusen er igen tilladt på Firehøjeskolen i Vejle Kommune.

Det er igen tilladt at gå med crop top i skole på Firehøjeskolen i Vejle Kommune. (Foto: © Grafik: Nathalie Nystad)

En lille uge uden mavebluser var, hvad det blev til på Firehøjeskolen i Vejle Kommune.

For når det mandag ringer ind til time på Firehøjeskolen, er det igen muligt at se elever i udskolingen i crop tops, der viser maveskind.

Efter et skolebestyrelsesmøde har skolen nemlig besluttet at trække det omdiskuterede forbud mod crop tops tilbage. Det bekræfter konstitueret skolebestyrelsesformand på Firehøjeskolen Mads Thomsen.

- Vi har i skolebestyrelsen besluttet, at vi på Firehøjeskolen ikke har et forbud mod crop tops, siger Mads Thomsen til DR.

- Vi vil hellere gå dialogens vej fremfor at have regler på sådan et område. Beslutningen blev truffet udenom skolebestyrelsen, og nu har en samlet bestyrelse så besluttet, at vi ikke har et forbud, siger han.

På trods af at beslutningen blev taget på ledelsesgangen, er der intet ondt blod mellem skolebestyrelse og skoleledelse.

- Vi er glade for, at vi på Firehøjeskolen har et personale og en ledelse, der sikrer et højt fagligt niveau og lærer de unge mennesker om adfærd og dannelse og lærer dem at reflektere over den verden, som de er en del af. Vi har som skolebestyrelse fuld tillid til personalet og ledelsens kompetencer, lyder det fra Mads Thomsen i en pressemeddelelse udsendt af Vejle Kommune.

En uge uden crop tops

Det var mandag aften, at skolens forældre modtog beskeden om, at de i udskolingen på Firehøjeskolen havde besluttet at forbyde crop tops, og at de i enkelte tilfælde havde bedt elever om at tage et ekstra stykke tøj på for at dække det bare maveskind.

- Vi er nødt til at forholde os til, at i skolen er vi et fællesskab, hvor vi er tætte på hinanden, og det kræver også, at vi har noget tøj på, hvor alle kan koncentrere sig om det skolearbejde, der skal laves, sagde Bjarne Kyneb blandt andet til DR om beslutningen.

Men nu er det altså trukket tilbage af skolebestyrelsen. Og det glæder Martin Fogh Skovlyst, der er far til Tilde Fogh Skovlyst, der går i 8. klasse på skolen, og som var en af de elever, der var utilfreds med forbuddet.

Martin Fogh Skovlyst mente, at forbuddet blandede sig unødigt i forældrenes rolle.

- Jeg synes, det lyder fuldstændig rigtigt, at det er skolebestyrelsen, der tager beslutningen. Præcis som det skulle være gjort, siger han.

#Deterbaremaver

Forbuddet skabte stor debat på de sociale medier, hvor hashtagget #deterbaremaver opstod.

Kendte danskere som Helle Thorning-Schmidt, Sofie Linde, Signe Molde og Anders Morgenthaler lagde ikke skjul på, at de fandt skolens beslutning forkert, mens der på sociale medier også var mange, som mente, at det var fint, at der var regler for, hvad eleverne måtte have på, når de gik i skole.

Flere kendte blandede sig torsdag i debatten om crop tops. Grafik: Natalie Nystad

"Det er bar’ en mave. Og det er hvertfald ikke pigernes ansvar, at deres skoleinspektør og drengene i klassen ikke kan koncentrere sig, når de ser en navle," skrev Sofie Linde i et opslag på Instagram, hvor hun stod i crop top ved siden af sin mand Joakim Ingversen, der også var iført en mavebluse.