Hemmeligholdt rapport om skandaleramt havn: Medarbejdere skyder skylden på politikere og chef

Medarbejdere retter skytset mod havnens ledelse, der brugte millioner på rejser, indkøb og gaver, viser rapport.

Det skabte en del omtale, da Vejle Havns portnerhus, som har kostet 5,4 millioner at opføre, i sommers måtte lejes ud, fordi det er blevet overflødigt. (Foto: © Peter Frandsen Siggaard © (c) DR))

Bestyrelsen og den tidligere havnechef på Vejle Havn, Per Kristiansen, har ansvaret for havneskandalen på Vejle Havn.

Det mener medarbejderne på havnen, viser en rapport, som DR Trekanten er kommet i besiddelse af.

I rapporten, der har været hemmeligholdt for offentligheden i næsten to år, beskriver medarbejderne, hvordan de ser på havnens forbrug af rejser og gaver, der er blevet beskyldt for at være ekstravagant.

Og medarbejderne retter skytset mod bestyrelsen og den tidligere havnechef.

Havnebestyrelsen bestod af en række medlemmer af Vejle Byråd. Blandt andet en udvalgsformand og byens nu tidligere borgmestre Leif Skov (S) og Arne Sigtenbjerggaard (V). I rapporten fortæller medarbejderne, at de mener, at bestyrelsen udviste alt for stor tillid til den tidligere havnechef.

- Bestyrelserne i perioden 2010-2015 har valgt 100 procent at stole på havnechef Per Kristiansen og dennes evner til at drive virksomheden. Derfor må de også tage ansvaret for, hvordan denne har forvaltet. Godt som skidt, skriver medarbejderne i rapportens konklusion.

I løbet af fem og et halvt år rejste havnens bestyrelse og medarbejdere 83 gange for i alt 2,2 millioner kroner. Bestyrelsen brugte desuden 585.000 kroner på privatlignende forbrug og 637.000 kroner, som blev karakteriseret som overforbrug i en rapport fra revisionsfirmaet PwC.

Blandt andet chartrede havnen et privatfly og lejede tre luksusbiler, ligesom havnen i perioden indkøbte 60 mobiltelefoner - heraf 36 iPhones og derudover 16 gps'er til havnens cirka 15 ansatte.

Men det var den tidligere havnechef Per Kristiansen og havnebestyrelsen, der havde ansvaret forbruget, lyder det fra medarbejderne i rapporten, hvor de gentagne gange slår fast, at de kritiserede indkøb blev godkendt af Per Kristiansen, der også havde bemyndigelse til at godkende sine egne indkøb.

Stort gaveforbrug, men hvem fik gaverne?

Medarbejderne skriver også, at havnechefen ifølge dem ikke var god til at skrive på bilagene, hvem der modtog den vin og de andre indkøb, som havnen foretog.

Blandt andet købte havnen flere end 1.000 flasker vin, og en stor del af indkøbene foregik i grænsekiosker, uden at havnen betalte moms og afgifter. Indkøbene i grænsekioskerne blev blandt andet brugt til havnebestyrelsen i form af drikkevarer på bestyrelsesrejser og som gaver.

Om de forhold skriver medarbejderne følgende i rapporten, hvor de henviser til en studietur i Tyskland og Holland:

- En del af de tidligere indkøb i grænsekiosken blev brugt til at forsyne havnebestyrelsen og deltagerne på turen, hvor man så på hegn.

Øvrige indkøb gik til forbrug på havnen og til gaver, skriver de ansatte. Hvem der præcis modtog gaver fra havnen kan de ikke sige med sikkerhed:

- Administrationens opfattelse er, at det ofte var til havnebestyrelsen, skriver de.

Tidligere formand: Jeg stolede for meget på ham

Tidligere havneformand Torkild Christensen, der var udpeget til bestyrelsen af Dansk Folkeparti, giver medarbejderne ret i, at bestyrelsen stolede for meget på Per Kristiansen.

- Jeg arbejdede sammen med ham i 10 år, og der havde aldrig været nogen grund til at reagere på noget, der var galt. Jeg havde 100 procent tillid til ham, og det er også derfor, jeg var nødt til at trække mig, siger Torkild Christensen, der trak sig fra bestyrelsen i oktober 2015.

Det var havnebestyrelsen selv, der bad medarbejderne om at komme med en forklaring på havnens forbrug af gaver og rejser.

Det skete efter en række kritiske artikler om havnen i blandt andet Vejle Amts Folkeblad.

Men havnebestyrelsen besluttede, at medarbejdernes rapport skulle holdes hemmelig, da de modtog den.

Flere medier søgte derefter aktindsigt i rapporten, og for nylig slog Folketingets ombudsmand fast, at havnens begrundelse for ikke at udlevere rapporten var forkert.

Alligevel har havnen endnu ikke opfyldt aktindsigtsanmodningerne og udleveret rapporten, der i stedet er blevet lækket til DR Trekanten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til rapporten fra tidligere havnechef Per Kristiansen, der er blevet politianmeldt og sigtet i sagen.

Havnesagen kort

  • 2015:

  • 2016:

  • 2017: