Telefonen ringer lystigt på Koldinghus i disse dage. Om få dage åbner museet en udstilling med overdådige gaver, som den russiske zar har foræret den danske kongefamilie gennem årene.
De i alt 100 genstande i montrene er lavet af Fabergé-værkstedet. Der er ingen berømte æg med, men alt fra juvelbesatte billedrammer, cigaretetuier og papirknive beklædt med smaragder.
- Hele historien om de familie-mæssige relationer mellem den danske kongefamilie og den russiske zar-familie er noget, der fascinerer, fortæller direktøren på Koldinghus, Thomas Thulstrup.
Ingen æg - men masser af andre fine sager
Selvom de berømte kejseræg ikke er med på udstillingen, så vil der være masser af spektakulære genstande, blandt andet et helt specielt pragtstykke.
- Der er en halskæde med 51 små påskeæg som vedhæng. Det er æg fremstillet af diamanter, smaragder, rubiner, safirer og bjergkrystal i en overdådighed af farver, siger Thomas Thulstrup.
Prinsesse Benedikte er protektor for Koldinghus, og hun var indgangen til at overtale kongefamilien til at præsentere de 100 genstande på museet.
- Hun synes fra starten af, at det var en rigtigt interessant ide, og hun har selv en meget fin samling af Fabergé-genstande, fortæller museumsdirektøren.
Der er da også mange af prinsessens Fabergé-ting med på udstillingen, blandt andre ting en æggeformet cigarettænder.
På grund af de meget sjældne og dyre sager, er Koldinghus blevet sikret ekstra mod tyveri.
