Der var kaffe og hjemmebagt kage, men ikke så mange konkrete løfter, da omkring 20 folketingskandidater i dag var til udendørs kaffemik i Grindsted.
Kaffebordet var strategisk dækket op i en kolonihave lige ved siden af et af de forurenede områder i Grindsted.
Borgergruppen ’Ryd op efter Grindstedværket’ stod bag invitationen for at få politikernes opmærksomhed her i valgkampen.
Håbet er, at det kan få politikerne til at sætte turbo på oprydningen efter en kæmpestor forurening i og omkring Grindsted, siger talskvinden for borgergruppen, Susanne Mathiesen.
- Vi taler så meget om klima og miljø. Men det gælder ikke kun om at sikre fremtiden. Vi skal også se på fortidens synder, og vi kan ikke tillade os at lade det her ligge til fremtidens generationer, siger Susanne Mathiesen.
Hendes budskab til politikerne er klart.
- De skal finde pengene, og de skal gå i gang med at fjerne lortet.
Jorden er giftig
Den store generationsforurening stammer fra det tidligere Grindstedværket. Fabrikken dumpede frem til 1973 store mængder tungmetaller, medicinalprodukter og opløsningsmidler flere steder i byen.
Det giftige affald ligger stadig i jorden rundt omkring i byen. Det gælder blandt andet i det såkaldte banegravsdepot, på lossepladsen og på bunden af Engsøen, som er forurenet med kviksølv.
De forskellige forurenede områder er adskilt som selvstændige forureninger. Men borgergruppen vil have samlet det hele i en pulje, så den i stedet kan betragtes som én forurening.
De mener, at det vil hjælpe med til, at der hurtigere bliver ryddet op, siger Susanne Mathiesen fra borgergruppen.
- Det vil gøre den forskel, at det ikke længere er regionens eneansvar, at der bliver ryddet op i byen, siger Susanne Mathiesen.
S og V lover at arbejde for sagen
En af politikerne ved kaffebordet, Kris Jensen Skriver (S), var med til mødet, fordi han gerne vil bakke op om borgergruppen i Grindsted.
Hvis du kommer i Folketinget, og Socialdemokratiet er en del af magten, bliver der så ryddet op i Grindsted?
- Nu er det nemt at komme med en masse løfter. Men jeg vil arbejde koncentreret for, at der bliver afsat midler til generationsforureningerne. Og et fokuspunkt vil være, at der bliver ryddet op i Grindsted, siger Kris Jensen Skriver.
Blandt politikerne var også det lokalt valgte folketingsmedlem Anni Matthiesen fra Venstre. Hun har fulgt sagen i mange år og synes, at det går langsomt fremad med at finde en løsning.
- Jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan, for at bevare presset på den her sag, siger hun.
Alternativet: Drop motorvej og brug pengene til at rydde op
Ingen ved reelt, hvad det vil koste at fjerne samtlige forureninger.
Men Danske Regioner estimerer, at de skal betale 460 millioner kroner alene for at rydde op på fabriksgrunden.
Et af de mest konkrete forslag til, hvor politikerne skal finde pengene, kom fra Carsten Sohl fra Alternativet.
- De store partier vil have en hærvejsmotorvej. Vi mener, at den skal droppes, og så kan vi bruge alle de penge på at rydde op i Grindsted og omegn.
Forureningen i Grindsted bliver kaldt Europas største giftdepot, og det gjorde et stort indtryk på både den konservative Rasmus Sandvej og Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.
De var begge enige om, at det er vigtigt at bruge erfaringerne fra andre oprydninger efter store forureninger som for eksempel i Kærgaard Klitplantage.
Talskvinde: Vi fik politikernes bevågenhed
Talskvinde for borgergruppen Susanne Mathiesen fik nogle gode drøftelser og politikernes bevågenhed på mødet.
Allerhelst vil hun gerne have en konkret dato for, hvornår oprydningen kan gå i gang.
- Men her og nu ved jeg godt, at det ikke er en mulighed. Så det bedste, vi kan håbe på, er, at politikerne bliver ved med at lytte og efterfølgende bevilger flere penge, siger Susanne Mathiesen.
Alle partier på nær Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Kristeligt Folkeparti var med til mødet i Grindsted.
På sidste års finanslov blev der afsat 630 millioner kroner til oprensning af de ti generationsforureninger, som regionerne har udpeget.
Der er desuden sat gang i tre sundhedsundersøgelser, som skal vise, om der er flere tilfælde af alvorlig sygdom i Grindsted - for eksempel nervesygdommen ALS.