Om fem år får Koldinghus et monumentalt kunstværk op at hænge.
En stor donation fra Ny Carlsbergfondet betyder nemlig, at Koldinghus skal udsmykkes med 17 billedtæpper - gobeliner - der skal væves i Paris.
De fire kunstnere Bjørn Nørgaard, Tal R, Kirstine Roepstorff og Alexander Tovborg skaber gobelinerne, der med udgangspunkt i slottets 750 års historie skal formidle væsentlige temaer, der kan kobles til slottets historie.
- Det er en meget stor ting for Koldinghus, siger museets direktør, Thomas Thulstrup.
De 17 gobeliner i forskellige størrelser skal udsmykke slottets to store sale. I dansesalen og riddersalen bliver der fire hovedtemaer, som kobler sig tæt til Koldinghus: Grænseborg, kongeborgen, ruinen og genopbygningen.
Det er vigtigt, at formidlingen bliver almen og aktuel.
- Vi har også en grænseproblematik i dag med integration og fri mobilitet for arbejdsbejdskraften. Det eksisterede også for 750 år siden, siger Thomas Thulstrup.
Med erfaringerne med de 17 gobeliner, der hænger på Christiansborg, in mente forventer Thomas Thulstrup flere gæster, når det nye kunstværk kommer op.
- Gobelinerne trækker massivt gæster til slottet. Vi forventer også, at det vil have en effekt, siger han.
