'Langtidsfriske' Sofia: Vi kan lære af dem, der stort set aldrig er syge

Ansatte med få sygedage er engagerede og tager et stort personligt ansvar. Det kan vi lære noget af, mener tillidsmand.

Det er her på autismecenteret Æblehaven i Kolding, at Sofia Erenskjold er ansat. (Foto: © Pressefoto Region Syddanmark, Pressefoto Region Syddanmark)

Sofia Erenskjold arbejder som socialpædagog i Kolding, og så er hun langtidsfrisk.

Det betyder, at hun ikke har særlig mange sygedage.

Og vi bør have mere fokus på netop den gruppe af medarbejdere, som stort set aldrig er syge og trives med jobbet.

Det mener både hun og trivselsrådgiver Henrik Krogh. Han har i de sidste 12 år skrevet bøger og holdt foredrag om begrebet 'de langtidsfriske'.

- De har lavt sygefravær og en høj trivsel, konkluderer Henrik Krogh.

Vi kan lære noget af langtidsfriske

61-årige Sofia Erenskjold er tillidsrepræsentant for de knap 40 fastansatte på autismecenteret Æblehaven i Kolding. Hun vil gerne sætte mere fokus på de kolleger, der altid møder op på arbejde.

- De giver et stort bidrag til arbejdsmarkedet. Og jeg er nysgerrig efter, hvad de langtidsfriske gør, og om de har nogle vinkler, som andre kan lære noget af, siger hun.

Inspirationen til at flytte fokus fra sygefravær til langtidsfriske stammer fra trivselsrådgiver Henrik Krogh.

- Begrebet er opfundet af en svensk læge, der begyndte at fokusere på medarbejdere, som havde under fem sygedage om året i to år i træk, fortæller han.

Det viser sig, at de er meget ansvarlige for eksempel for det gode arbejdsmiljø, de løser opgaverne til tiden, og de går gerne foran, når de svære opgaver skal løses.

Medarbejdere skal have lov til at være syge

Derfor foreslog Sofia Erenskjold på et personalemøde, at kollegaerne skulle lade sig inspirere af dem, der stort set aldrig melder sig syge.

Men forslaget blev ikke mødt med klapsalver.

- De var meget nervøse for, om jeg ville gå ind og have fokus på sygemeldinger. Da de så fandt ud af, at det slet ikke er pointen, synes jeg, at jeg så nysgerrighed hos mine kolleger, fortæller hun.

Sofie Erenskjolds leder, Ulrik Horsmark, er også positivt stemt over for forslaget.

Men det er en fin balancegang i forhold til ikke at presse de medarbejdere, der har flere sygedage, mener han.

- Vi skal aldrig nogensinde få en kultur, hvor vi begynder at presse folk, som er syge, til at tage på arbejde. Her i Danmark har man ret til at have en sygedag, når man er syg. Det skal man have lov til, siger Ulrik Horsmark.

Det er Henrik Krogh 100 procent enig i. Han mener bare, at der er et stort potentiale, som lederne ofte overser, når de ikke har fokus på de langtidsfriske.

- Det er ærgerligt, at de går i den her blinde vinkel. Jeg opfordrer ledere til at tage spontane samtaler med de langtidsfriske for at finde ud af, hvorfor vi trives på vores arbejdsplads, siger Henrik Krogh.

I samtalerne kan lederne også finde ud af, at de langtidsfriske også kan blive trætte og nedkørte. Og at de måske slet ikke har det så godt, som deres lave sygefravær viser.

En positiv tilgang til alle udfordringer

Men indtil det sker, så er der meget man kan gøre selv, mener Sofia Erenskjold.

Hun tror selv på, at hun holder mange sygdomme væk med sund kost, gåture i skoven og en positiv tilgang til alle udfordringer.

- Det har jeg bare erfaret, at det har rigtig god virkning, siger hun.

Der findes ikke nogen opgørelser over, hvor mange ansatte der er langtidsfriske efter Henrik Kroghs definition.

Men for to år siden viste en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at 42 procent af de privatansatte ikke havde haft en sygedag indenfor det seneste år.

Til sammenligning var det 40 procent af statsansatte, 31 procent af de kommunalt ansatte og 24 procent af de ansatte i regionerne, som ikke havde haft en sygedag.