Den 7. juni 1968 slog Legoland i Billund officielt dørene op for de første gæster. Siden er mange kommet og gået, og parken er udvidet enormt.
Både lokalt i Billund, hvor kvadratmeter efter kvadratmeter fyldes med nye forlystelser, men også globalt, så der nu er i alt otte forskellige ’Legolande’ rundt i hele verden.
Borgmesteren i Billund Kommune, Ib Kristensen (V), er ikke sen til at ønske forlystelsesparken tillykke med fødselsdagen.
- Hvis det ikke var for Lego og Legoland, var vi ikke det sted, vi er i dag. Legoland er ganske enkelt skyld i, at vi i dag er en turistattraktion. Vi skylder Legoland en hel masse i forhold til den udvikling, der har været i vores kommune, siger Ib Kristensen.
Han bakkes op af Hans Peter Folmann, der er direktør for Billund Erhvervsfremme.
- Det erhverv, der hedder turisme, var nærmest ikke-eksisterende i 1968, da Legoland startede. På den måde har det en kæmpemæssig værdi for Billund og omegn. Der er stort set ikke en ungarbejder i Billund, der ikke på et tidspunkt har haft et job der, siger Hans Peter Folmann.
Kommunens bedste ven
Borgmester Ib Kristensen (V) anerkender, at det er specielt, at man som kommune har så nært et forhold til en privat virksomhed.
- Jeg vil godt gå så langt som til at sige, at Lego og Legoland er den vigtigste samarbejdspartner, vi har i vores kommune. Lego har 25-30 procent af kommunens arbejdspladser, og det betyder utrolig meget for kommunen, hvordan det går virksomheden, siger Ib Kristensen.
Den runde fødselsdag skal naturligvis fejres med en kage, der passer til anledningen.
Derfor har Legolands bager været i fuld sving og har klargjort en intet mindre end 50 meter lang kage med en kampvægt på 500 kilo.
- Vi fejrer fødselsdagen gennem hele juni, hvor vi startede med en koncert i sidste weekend. Selve dagen vil vi fejre ved at afsløre en ny Lego-model, siger Christian Woller, der er direktør i Legoland.
- I løbet af måneden skal vi også forsøge at bygge verdens højeste Lego-tårn sammen med vores gæster.
Hvis man spørger direktøren, er han - måske ikke så overraskende - ganske optimistisk på sin forlystelsesparks vegne.
- Legoland kan give den her familieoplevelse, hvor man er inde i et Lego-univers, og børnene bliver hensat til de temaer, de kender hjemme fra børneværelset. Jeg tror stadig, at Legoland er der om 50 år. Og forhåbentlig også om 100 år, siger han.