Legoland skal lokke flere turister til hele regionen

Politikerne vil lokke flere turister til Region Syddanmark ved at give flere penge til markedsføring af blandt andet Legoland.

Legoland er det helt store trækplaster, når børnefamilier holder ferie i Region Syddanmark. (Foto: © Jakob Jørgensen- Esbjerg, (c) DR)

Politikerne i Region Syddanmark vil gerne have endnu flere turister, så nu har de besluttet at bruge otte millioner kroner på mere markedsføring.

En del af pengene går til Legoland Billund Resort, der er et samarbejde mellem flere kommuner og virksomheder, som arbejder med turisme.

Netop Legoland er turisme-lokomotiv for hele området, mener regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

- Det batter altså mere, når man er ude på udenlandske markeder at fortælle om en attraktion, der er så kendt, end det gør at fortælle om en række af de små og rigtig gode attraktioner, vi også har, siger hun.

I forvejen går det ganske godt for regionen. Syddanmark er den region, hvor flest turister valgte at overnatte i 2015.

Fra 2014 til 2015 steg antallet af overnatninger i området med næsten 10 procent til cirka otte millioner.

Koldinghus er et af de lidt mindre steder i sammenligning med Legoland, og her støtter direktør Thomas Thulstrup, at der bliver brugt markedsføringspenge på at trække familier til Legoland Billund Resort.

- Når først de kommer til Legoland og har været der, så ser vi, at mange af dem skal videre ud og opleve nogle andre ting, og der står blandt andet et slot som Koldinghus højt på listen, siger han.

De penge, regionen nu investerer til mere markedsføring, foregår via Foreningen til Markedsføring af ferieturismen i Syddanmark.