Lortepose skal mindske forurening og skaffe rent vand

Besørg i en pose med indbyggede frø. Grav det ned og få gavnlige afgrøder.

"Shit happens". Men fire elever fra 6. klasse på Skibet Skole i Vejle er beviset på, at der også kan komme noget godt ud af lort.

De har nemlig opfundet Shit Happens, som er en biologisk nedbrydelig pose, man kan besørge i. I posen er der frø, der med hjælp fra gødningen bliver til planter.

Ifølge de unge selv dør 23 millioner mennesker hvert år, fordi de får drikkevand, som er forurenet af bakterier fra menneskers afføring. Det skal Shit Happens afhjælpe, når posen med indhold graves ned.

- Folk bruger vandet som toilet, og så drikker de det bagefter, forklarer en af de unge opfindere, Stine Møller Andersen.

De fire unges idé har vundet den lokale Edison-pris for unge iværksættere, og nu skal den gerne omsættes til virkelighed.

Leder af iværksættermiljøet Spinderihallerne i Vejle, Lene Lawaetz, er klar til at give de unge opfindere en hjælpende hånd.

- Det kan godt være svært at ringe op med en barnestemme og blive taget alvorligt. Men vi kan hjælpe dem på vej og matche dem med de rigtige. Det gør, at de når meget længere på kortere tid, siger hun.

En af de iværksættere, der har set potentialet i Shit Happens, er Anita Ousen fra virksomheden Mind The Future.

- De kan gå hen og tjene penge på deres idé, og den kan gøre en forskel ude i verden, siger hun.

Blandt de virksomheder, som de fire unge nu skal mødes med, er Abena fra Aabenraa, der blandt andet fremstiller poser og bleer.