Asylansøgere skal føle sig hjemme, når de flytter fra asylcentrene, og ud blandt alle andre.
Og kirken skal være bedre til at møde de mennesker, der kommer til Danmark som asylansøgere. Derfor har Haderslev Stift udpeget syv asylpræster, en i hvert provsti, der skal koordinere det lokale arbejde.
Hidtil har stiftet haft to asylpræster i Aabenraa og Vejle Provstier, men den ordning bliver nu lavet om. Det skyldes ikke mindst, at mange af asylansøgerne ikke længere bor i asylcentre, men er flyttet i egen bolig.
Fremover får asylpræsterne en mere koordinerende rolle i hvert deres provsti, fordi asylansøgerne bor mere spredt.
- De som kommer ud i kommunerne nu, skal jo ikke være der midlertidigt. De skal gerne falde til, og blive en del af vores by. Der vil vi som kirke også gerne hjælpe til, så de nye naboer kommer til føle sig hjemme i vores by, siger Karina Steincke Dahlmann, der er asylpræst i Fredericia Provsti.
For hende er det er meget logisk, at folkekirken er med til at tage imod flygtninge.
- I Det Gamle Testamente er tanken om, at man skal tage sig af enken, den faderløse og den fremmede. Den opgave har vi stadig som kirke, når der kommer nye til vores område. Så skal vi også være der som kirke, og tage imod dem, siger Karina Steincke Dahlmann.