Stort naturområde jævnet med jorden: 'Det er uden for kategori'

Kommunerne bruger alt for meget tid på at behandle sager om hærværk i naturen, mener KL. Lokal sag chokerer i Kolding.

Der bliver brugt cirka en million kroner om året i Kolding Kommune alene på at sagsbehandle sager om hærværk mod naturen.

Det er penge, man ellers kunne have brugt på at lave ny natur eller forbedre den, der er der i forvejen. Og det ærgrer Jørn Chemnitz (SF), der er formand for natur,- miljø- og klimaudvalget i Kolding Kommune.

- Omfanget af de sager, vi får, er grovere og grovere, og det er på tide, at vi får kigget på det her. Det er jo vanvittigt, at vi skal bruge så mange ressourcer på det, siger han.

Ansvaret for at føre tilsyn med de beskyttede naturområder i Danmark ligger hos kommunerne, og derfor er det også kommunerne, der oftest vil stå for en politianmeldelse. Og det kan være meget tids- og ressourcekrævende at gøre klar til sådan en.

'En grim sag'

Lige nu har Jørn Chemnitz og kollegaerne i forvaltningen travlt med det, de kalder en særdeles grov sag.

2.300 kvadratmeter beskyttet natur med mose, busk, pilekrat og træer er blevet fuldstændig fjernet ved Dons Sø. Tilbage ligger blankt vand og en blotlagt søbred. Sagen er også tidligere beskrevet i JydskeVestkysten.

Det vides endnu ikke, hvem der står bag, men kommunen har tænkt sig at melde hærværket til politiet.

- Det er en grim sag. Det er vores areal, så det svarer jo til, at jeg river naboens hus ned, mens de er på ferie, fordi jeg ikke kan lide udsigten, siger Jørn Chemnitz.

Jørn Chemnitz viser frem i området, hvor naturen har været udsat for hærværk.

Skaderne vil tage naturen mere end 100 år at genoprette, vurderer Jørn Chemnitz.

Også Jakob Weber, der er miljøchef i Kolding Kommune, er rystet over den konkrete sag.

- Det er godt nok vildt. Det er beskyttet natur, der er decideret fjernet. Altså helt fjernet. Jeg synes, det er uden for kategori, siger han.

Det første billede er fra foråret 2021, og det næste fra sommeren 2022. Den lilla linje er matrikelskellet til den tilstødende ejendom, mens de øvrige linjer markerer forskellige former for beskyttet og ubeskyttet natur. (Foto: © Kolding Kommune, Kolding Kommune / Foto: © Kolding Kommune, Kolding Kommune)

Kendt problematik i kommunerne

Men det er desværre ikke usædvanligt, at kommunerne skal bruge meget tid og mange kræfter på at sagsbehandle sager om hærværk mod naturen.

Det siger Birgit Stenbak Hansen (S), der udover at være borgmester i Frederikshavn Kommune også er formand for Kommunernes Landsforenings Miljø- og klimaudvalg.

- Det giver ikke mening, at en kommune skal bruge så mange penge på at løfte bevisbyrden i sådan en sag. Men det er desværre en kendt problematik i kommunerne, og vi bruger uhyggeligt meget tid på det. Det er ikke det, vi ønsker at bruge de ansattes tid og skatteborgernes penge på, siger Birgit Stenbak Hansen.

SF's retsordfører stiller spørgsmål

I Kolding synes udvalgsformand Jørn Chemnitz, at problemet er så stort, at han er gået til sin folketingsgruppe og klaget sin nød.

Og det har hans partifælle på Christiansborg Karina Lorentzen (SF) lyttet til.

Hun vil derfor stille spørgsmål om sagerne til både miljøministeriet og justitsministeriet.

I miljøministeriet vil Karina Lorentzen henvende sig for at få kortlagt det præcise omfang af sager rundt omkring i landets kommuner, og hos justitsministeriet vil hun foreslå en særlig enhed hos politiet.

- Vi bør overveje, om der ikke skal være en særlig enhed i politiet, ligesom på fødevareområdet, som har med den her type sager at gøre, og som de bliver dygtige til at rejse. Der skal skabes mere natur i Danmark, og vi skal ikke se igennem fingre med, at nogle ødelægger den.

Derfor ønsker Karina Lorentzen (SF) også højere bødestraffe for hærværk mod naturen.

- Det skal ikke kunne betale sig at ødelægge naturen. Man kan være bekymret for omfanget af sager, der bliver ført, men når de bliver ført, er bøderne også nærmest latterligt lave, siger hun.

Kun i ganske særlige tilfælde straffes hærværk mod naturen med mere end en bøde. I et tilfælde fra Kolding blev der eksempelvis uddelt en bøde på 5.000 kroner for ulovlig fældning af 170 træer nær et vandløb.

Miljøminister: Regeringen er på vej med et lovforslag

I et skriftigt svar til DR Nyheder udtaler miljøminister Magnus Heunicke:

- Det er fuldstændigt utilstedeligt, at man ødelægger vores fælles, beskyttede natur. Både i Kolding og alle andre steder i landet, hvor det har fundet sted. Den beskyttede natur er vigtigt for biodiversiteten, for arternes overlevelse og for mennesker.

- Derfor er det også vigtigt for mig som miljøminister at sikre, at kommunerne har de bedst mulige værktøjer til at gribe ind over for hærværk på naturen. Vi er i regeringen derfor på vej med et lovforslag, der vil sikre, at kommunerne og andre relevante myndigheder kan stille gerningsmændene til ansvar og pålægge gerningsmændene at reetablere den beskyttede natur, som de har ødelagt. Det kan være alt fra beskyttede moser, heder, enge til søer, klitter og strande.

I forbindelse med den konkrete sag fra Kolding, hvor 2.300 kvadratmeter natur er blevet fjernet, og en søbred er blevet blotlagt, har DR forsøgt at komme i kontakt med beboerne i det hus, der ligger umiddelbart ned til søbredden, men det har ikke været muligt. Det er som tidligere beskrevet uvist, hvem der står bag hærværket.