Voldsom sport kan give dig en hjerneskade

Får du tit slag i hovedet, når du dyrker sport, så stiger risikoen for hjerneskader.

Dyrker du en sport, hvor du ofte slår hovedet, stiger risikoen for en hjerneskade.

Hvis du dyrker amerikansk fodbold, ishockey eller brydning, så skal du passe rigtigt godt på hovedet.

Ny forskning viser nemlig, at idrætsudøvere, der ofte slår hovedet, kan få langt mere alvorlige skader, end man hidtil har troet.

Det fortæller Hana Malá Rytter, der er forsker i hjerneskader på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet.

- I worst case så forsvinder man som person. Man har dårlig hukommelse og kan ikke styre sine handlinger og impulser. Mange gange vælger de hjerneskadede at slutte deres eget liv, siger hun.

Peter Worm spiller amerikansk fodbold i Triangle Razorbacks i Vejle, og selvom han er klar over farerne ved de mange hårde tackling, så mener han ikke, at man bør flygte fra sporten.

- Jeg har dyrket sporten i 26 år og har også haft småskader. Det har aldrig været noget rigtigt alvorligt og slet ikke noget, der har fået mig til at overveje at stoppe med sporten, siger han.

Hana Malá Rytter og andre forskere fra Københavns Universitet er gået i gang med en oplysningskampagne sammen med Hjerneskadecenteret og Dansk Idrætsforbund, der skal bringe mere viden om hjerneskaderne ud i klubberne.