Den voldsomme brand i Vanløse får nu Københavns største boligforening, AAB, til at reagere.
Foreningen har over 20.000 boliger i København og omegn, som skal gennemgås en ekstra gang.
Selvom det ikke var AAB’s bygninger, der brændte, så giver det alligevel anledning til at gøre noget, siger direktør Christian Høgsbo:
- Vi tager beboernes sikkerhed dybt alvorligt og skal også passe på vores bygninger, så jo klogere vi kan blive, jo bedre, siger han.
Hvad der helt konkret skal gøres, i den enkelte bolig eller det enkelte boligkompleks, er endnu ikke på plads.
Høgsbo vil bruge den rapport, der laves over branden i Vanløse til at blive klogere:
- Vi skal danne os erfaringer af det, der er sket i Vanløse og se på, hvad vi kan arbejde videre med på den baggrund, siger han.