Det har mildest talt været en tumultarisk tid at være Twitter-ansat, siden Elon Musk købte firmaet. Og tumulten lader til at fortsætte.
I dag har firmaets medarbejdere ud af det blå fået at vide, at alle Twitters kontorbygninger lukker med øjeblikkelig virkning og at alle adgangskort vil være ugyldige frem til mandag.
Det viser en email fra Twitter-ledelsen, som BBC har offentliggjort.
Om Elon Musk simpelthen bare har besluttet sig for at give samtlige ansatte en forlænget weekend, eller om der ligger andre årsager bag, er uklart, da der ikke fremgår nogen klar årsag i mailen.
Men beskeden kommer i en tid, hvor Twitters ansatte forlader firmaet i stor stil, blandt andet efter at Elon Musk tidligere på ugen stillede medarbejderne et ultimatum: Enten skulle de forberede sig på en stor mængde overarbejde og en ekstremt dedikeret tilgang til arbejdet - eller også skulle de smutte.
Elon Musk købte efter længere tids væven Twitter for omtrent 305 millarder kroner i udgangen af oktober.
Og rigmanden havde dårligt taget plads i hjørnekontoret, før han begyndte at gennemføre gennemgribende omstruktureringer af virksomheden.
Tidligere på måneden valgte han at fyre halvdelen af selskabets medarbejdere, hvilket svarer til 3.700 personer. Mange af dem arbejdede med at moderere indholdet på Twitter.