Det skal være muligt at afsone også længere fængselsstraffe på Færøerne, som i dag kun har et arresthus. Derfor er der behov for et fængsel.
Tirsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) under et besøg i Torshavn indgået en aftale med landsstyret om, at der skal afsættes midler til at bygge et fængsel i løbet af de kommende otte år.
Statsministeren har underskrevet en hensigtserklæring med Færøernes lagmand, Bárður á Steig Nielsen.
- Det har været et politisk ønske i en tid. Vi har drøftet det et par gange, så det er med glæde, at vi har underskrevet den erklæring, siger han på et pressemøde.
Fængslet skal erstatte arresten i Mjørkadalur.
Projekteringen indledes i 2023. Fængslet skal opføres i perioden 2027 til 2030.
Finansieringsplanen skal godkendes af Folketinget.