Italiensk politi beslaglægger flere tons kokain

I et større samarbejde på tværs af flere europæiske landegrænser har det italienske politi i dag slået til mod den colombianske bande, Del Golfo, der blandt andet opererede i Italien.
Det skriver Reuters.
Alt i alt har de italienske myndigheder beslaglagt 4,3 tons kokain til en værdi af lidt over 1,7 milliarder kroner.
Det italienske politi fortæller, at det er en af de største beslaglæggelser af kokain i Europa. Samtidig er det afslutningen på en mere end et år lang efterforskning, der resulterede i 38 anholdelser i seks forskellige lande: Italien, Slovenien, Kroatien, Bulgarien, Holland og Colombia.
Udover kokainen beslaglagde politiet også 1,85 millioner euro.