Løsgænger redder svensk minister og regering

Den svenske justits- og indenrigsminister, Morgan Johansson, overlevede dagens tillidsafstemning i Riksdagen.
174 ud af de 349 medlemmer stemte for at fjerne Johansson fra posten - og der var lige nøjagtig en stemme for lidt.
97 stemte imod at vælte Johansson, 70 afstod, og otte var fraværende.
Løsgængeren Amineh Kakabaveh blev den afgørende stemme på vægtskålen. Hun havde truet med at stemme imod Johansson, men hun fik tilsagn fra Socialdemokraterna om, at en aftale, hun indgik med regeringen i november sidste år om at støtte kurderne på forskellige måder, fortsat står ved magt. Og derfor stemte hun ikke for at vælte ministeren.
På forhånd havde statsminister Magdalena Andersson bebudet, at hvis Johansson blev tvunget til at gå, ville regeringen også trække sig.