Venstres formand for Skive Kredsen, hvor Inger Støjberg er valgt, udtrykker ubetinget støtte til den tidligere integrationsminister.
Selv om det nu er afgjort at Inger Støjberg skal for en rigsret, giver det ikke anledning til tvivl hos Susanne Rusbjerg.
- Jeg er utrolig ked af, det er endt med en rigsret, og jeg mener ikke, at Inger har fortjent det. Inger siger det, hun mener, og det kan vi utrolig godt lide. Så hun er vores kandidat. Det var hun i går. Det er hun i dag, og det er hun også i morgen, siger Venstreformand i Skive, Susanne Rusbjerg.
Inger Støjberg har selv ytret tvivl om sin fremtid i Venstre. Men står det til Susanne Rusbjerg stiller Inger Støjberg også op for Venstre til næste Folketingsvalg.
- Inger er stadig vores kandidat, hvis hun ønsker det. Og det håber vi meget hun gør.