Benzinudslip i Skagen: Borgere opfordres ikke længere til at blive indenfor

Benzinudslippet er lokaliseret, men der er stadig fare for benzindampe, fortæller Nordjyllands Politi.

Advarslen om benzinudslippet vedrører personer, der bor inden for byzonen i Skagen. (Foto: © Søren Breiting/Scanpix, Søren Breiting/Scanpix)

Der er sket et udslip af benzin i Skagens kloaksystem torsdag aften, og nu har politiet lokaliseret udslippet til at stamme fra en virksomhed, der arbejder med rensning af spildolie fra skibsindustrien.

Virksomheden ligger på adressen Drogden 3 i Skagen.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Henrik Skals, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, fortæller, at udslippet skete i forbindelse med en rensning.

- Det har selvfølgelig ikke været hensigten, men det er det, der er sket, siger han.

Han fortæller, at selvom udslippet er stoppet, er der stadig fare for benzindampe, og derfor skal man lufte godt ud derhjemme, hvis man kan lugte benzin.

Sammen med Nordjyllands Beredskab arbejder politiet nu på stedet, hvor de skal have talt med de ansvarlige for udslippet.

- Lev som I plejer

Borgerne i Skagen blev tidligere fredag opfordret til at blive inden døre, men den opfordring er nu trukket tilbage, fortæller Per Vedsted, beredskabschef hos Nordjyllands Beredskab.

- Man kan leve videre, som man plejer, men hvis man kan lugte koncentration af benzin inde i huset, skal man lufte kraftigt ud, oplyser han.

Tidligere fredag fortalte Nordjyllands Politi, at benzinkoncentrationen er størst i området omkring Vestre Strandvej, der ligger langs havnen.

Nordjyllands Politi fortalte tidligere fredag, at benzinkoncentrationen fra udslippet var størst i området omkring Vestre Strandvej i Skagen. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Både politi og beredskab fortæller, at de håber, at borgerne i Skagen nu vil hjælpe myndighederne med en meget lavpraktisk ting - nemlig at tage et bad og gerne et langt et af slagsen.

Byens kloaksystemet skal nemlig skylles godt og grundigt igennem.

- Vandforbruget øges, når folk står op, og hvis det ikke er nok, er vi klar til at skylle kloaksystemet igennem, siger Per Vedsted.

Ring kun i akutte tilfælde

På Twitter advarer Nordjyllands Politi om, at borgerne ikke må anvende åben ild og "slet ikke i nærheden af kloaksystemet, hvis der lugter af benzin," skriver de.

Politiet fortæller, at borgerne skal reagere, hvis man begynder at føle sig sløj.

- Hvis man som borger i området føler symptomer i form af vejrtrækningsproblemer, hudirritation ved direkte kontakt, hovedpine, kvalme eller opkast, skal man kontakte lægevagten eller 112.

Borgerne opfordres samtidig til kun at kontakte politiet og alarmcentralen i akutte tilfælde.