
En due formåede at overleve en vanvittig tur på 13.000 kilometer fra USA til Australien.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Australske Kevin Celli-Bird (Ja, det er hans navn) fandt den udmattede due i sin baghave i Melbourne den 26. december.
Man mener, at duen, som Kevin Celli-Bird har kaldt Joe efter Joe Biden, overlevede turen ved at slå sig ned på et fragtskib over Stillehavet.
Kevin Celli-Bird siger, at han ikke har nogen særlig interesse for fugle - udover sit efternavn.
Ifølge AP er problemet for duen Joe, at den risikerer at blive aflivet af frygt for, at den kan have slæbt sygdomme med sig.