Afghanske flygtninge på vej mod Europa: ’Der er kun sorg og smerte for os’

Et stigende antal afghanere forsøger at tage den hårde vej fra Afghanistan til Europa gennem Tyrkiet. DR har mødt nogle af dem.

En mur på grænsen mellem Tyrkiet og Iran skal forhindre blandt andre afghanske flygtninge i at komme ind i Tyrkiet. (Foto: OZAN KOSE © Ritzau Scanpix)

Der er spor af smuglerruter overalt i bjergene i det østlige Tyrkiet.

Dusinvis af plastiktallerkener ligger spredt under en bro. Efterladt af smuglere, der har hentet mad til en stor gruppe flygtninge.

Et andet sted er simkort og afghansk tøj efterladt bag en bakke. De lokale fortæller mig, at menneskesmuglerne har brugt stedet til at give afghanske flygtninge vestligt tøj på, så de ikke vil blive opdaget i Tyrkiet.

I en park i den tyrkiske by Van møder jeg nogle af de afghanere, der har taget turen over bjergene, efter de flygtede fra Talibans fremmarch.

De vil ikke snakke med mig i parken, da de er bange for at blive opdaget af tyrkisk politi.

- I aftes kom de her i parken, og vi måtte flygte op i bjergene. Hvis de fanger os, sender de os tilbage til grænsen, siger 20-årige Ziaullah.

15-årig: ’Taliban myrdede min far’

I stedet mødes vi på en diskret restaurant i nærheden. De fire venner har ikke spist i et døgn.

Menneskesmuglerne har stjålet deres mobiltelefoner, de har ingen penge – og nu er de strandet her i den østtyrkiske by, hvor de heller ikke er velkomne.

- Min far arbejdede for den afghanske hær og blev myrdet af Taliban. Så min mor sagde, at jeg skulle forsøge at komme væk. Jeg kan ikke bo i Afghanistan, siger 15-årige Tawab, mens han stiller den værste sult.

15-årige Tawab tør ikke blive boende i Afghanistan. Foto: Michael S Lund.

De seneste måneder er antallet af afghanere, der bliver smuglet over grænsen til Tyrkiet efter først at have krydset Iran steget. Og selvom Tyrkiet nu er begyndt at bygge en tre meter høj betonmur for at holde migranter og flygtninge ude, så bliver afghanerne ved med at komme.

Organisationer og eksperter forventer, at endnu flere vil forsøge at flygte mod Europa, efter Taliban har overtaget magten i stort set hele landet.

Tur med tæsk, trusler og sult

Men turen er hård og farlig. I udkanten af byen står gravsten for hundredevis af ukendte migranter og flygtninge, hvis lig er blevet fundet på smuglerruterne.

- Vi gik to-tre dage uden vand og drikke. Vi har fået tæsk og trusler. Turen var ubeskriveligt hård. Og nu bor vi på gaden og finder mad i skraldespande, siger 15-årige Tawab om turen fra Afghanistan, der tog dem 40 dage.

Hans ven Ziaullah bryder ind:

- Jeg har fået slag og spark både af iranske og tyrkiske grænsevagter. Det hele er en lang lidelse for os.

  • Afghansk tøj, mad og slidte sko er efterladt i et af smuglernes tilholdssteder langs grænsen til Iran. Flygtningene smider deres afghanske tøj og køber nyt tøj af smuglerne, så folk ikke kan se, at de er afghanere. Foto: Michael S. Lund.
  • I bjergene langs grænsen mellem Tyrkiet og Iran ligger mademballage under en bro. Ifølge lokale beboere indlogerede menneskesmuglere migranter og flygtninge under broen og i huset bagved for få dage siden. Foto: Michael S. Lund
  • ’2021. Afghaner’, står der på en gravsten i byen Van i Østtyrkiet. Flere hundrede gravsten markerer grave for uidentificerede flygtninge og migranter, der fundet omkomne på smuglerruterne fra Iran til Tyrkiet. Foto: Michael S. Lund
1 / 3

De unge afghanske venner har brugt alle deres penge på menneskesmuglere, og de har ikke penge til at betale smuglere for at komme til Europa, som ellers er deres mål. I Tyrkiet kan de ikke få flygtningestatus, og det er stort set umuligt at få lov at arbejde.

Alligevel er de sikre på, at endnu flere vil følge i deres fodspor på den farlige rute mod Europa.

- Der er mange på vej. Taliban har overtaget hele Afghanistan. Dem, der som os har haft forbindelse til den afghanske hær, vil forsøge at flygte, siger 20-årige Ziaullah.

Arbejdede for amerikanerne: - Jeg frygter at blive dræbt

I en lejlighed i byen møder jeg 30-årige Sayed Sanayee og hans familie. De flygtede med fly fra Kabul til Iran kort tid inden, Taliban overtog byen og er blevet smuglet over grænsen til Tyrkiet.

De har lidt penge og har lejet en ussel lejlighed for 350 kroner om måneden, hvor de bor ni mennesker.

Sayed tør ikke bevæge sig uden for lejligheden, da han er bange for at blive opdaget af politiet og sendt tilbage til grænsen.

- Jeg kan ikke forklare med ord, hvor meget sorg og smerte, jeg føler, når jeg sidder her og ser, hvad der sker i mit hjemland. Det er kun sorg og smerte, siger Sayed Sanayee, der i tre år arbejdede for amerikanerne i Afghanistan med IT og medier.

Han er overbevist om, at Taliban ville dræbe ham, hvis han var blevet i Kabul.

- Jeg var fastansat af amerikanerne frem til 2014, og jeg er registreret i de afghanske systemer med fingeraftryk og biometri. Nu har Taliban de oplysninger. Det ville være meget farligt for os.

Taliban siger, at de ikke vil hævne sig, og at der ikke er grund til at flygte. Tror du på det?

- Nej, på ingen måde. Vi kender dem, og ved, hvordan de behandler fok. Vi har et ordsprog i Afghanistan: ’En ulvs hvalp vil stadig blive en ulv, selvom den vokser op med mennesker’. De er mordere, siger Sayed Sanayee.

’Bryllupsrejse’ med menneskesmuglere

Han og hustruen er for nyligt blevet gift, og han peger rundt i lejligheden uden møbler, køleskab eller senge.

- Det er så vores bryllupsrejse, kan man sige.

Hustruen, Dina, var lærer i Afghanistan. Hun stoler heller ikke på Talibans løfter om at lade kvinder arbejde og få uddannelser.

- Jeg var ni år, sidst de havde magten. Jeg husker, hvordan de tvang kvinder i burkaer og huggede hænder af folk. Mine kollegaer i Kabul sidder og gemmer sig i deres hjem, og jeg kan ikke glæde mig over at være i sikkerhed, fordi vores familier stadig er i fare derhjemme, siger hun og fortsætter:

- Og selvom vi er i sikkerhed her, er der ikke noget liv, hvis vi kan ikke kan være her lovligt.

  • Familie2.jpg Familien her flygtede sammen med fly fra Kabul til Iran, inden lufthavnen lukkede. Nu gemmer de sig i en lejlighed i Tyrkiet, fordi de frygter at blive sendt tilbage. Foto: Michael S. Lund
  • - Det blev så vores bryllupsrejse, siger Sayed Sanayee, som for nylig blev gift med Dina. ’Bryllupsrejsen’ blev en tur over bjergene med menneskesmuglere til Tyrkiet. Foto: Michael S. Lund
1 / 2

Familien regner ikke med, at de kan få opholdstilladelse i Tyrkiet. Så dagene går med at gemme sig i lejligheden og håbe på, at Sayed på et tidspunkt kan få asyl et sted på grund af sit arbejde for amerikanerne og for en lokal medieorganisation i Afghanistan.

- Alle de lande, som talte om menneskerettigheder, har forladt os og efterladt os med morderne. Der er kun sorg og smerte tilbage. Jeg vil ikke smugles ind i Europa, men håber, at jeg kan få lov at få asyl lovligt et eller andet sted på grund af mit arbejde for USA, siger Sayed opgivende.

Tilbage på gaden

Tilbage på restauranten har de unge afghanske venner spist det første mad i et døgn, inden de skal tilbage på gaden og finde et sted at sove.

- Vi prøver at finde noget sort arbejde, så vi kan spare penge op og komme til Europa, siger 15-årige Tawab.

I har fået tæsk og lever på gaden – kunne I ikke bare være blevet i Pakistan eller Iran, som I flygtede igennem?

- Der er vi heller ikke velkomne, og vi kan ikke tjene penge der. Vi har lånt penge for at blive smuglet ud, og vi er nødt til at skaffe nogle penge, så vi kan hjælpe vores familier derhjemme, siger Tawab, der ikke har været i kontakt med sin familie i Afghanistan, siden menneskesmuglerne stjal hans mobiltelefon.

- Taliban har overtaget vores landsby, men jeg ved ikke, hvordan min familie har det. Min mor kunne aldrig have klaret turen, så jeg var nødt til at tage af sted først og forsøge at skaffe nogle penge.

De unge afghanske venner drikker en sidste kop te.

Inden de går ud på gaden igen for at finde et sikkert sted at sove.

Journalist Mohammad Sultani har bidraget til denne artikel

Facebook
Twitter