Aleppos hospitaler hårdt ramt af bombeangreb

I Syrien, Yemen og Afghanistan bliver mange hospitaler bombet, siger Læger Uden Grænser.

En båre er klar til et af de mange sårede civile ofre for de massive bombeangreb i Øst-Aleppo. De fleste af bydelens hospitaler er også blevet ramt.af bomber fra syriske eller russiske fly. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Hospitalerne i det østlige Aleppo - også et børnehospital - er blevet angrebet masser af gange under krige i Syrien. Det oplyser nødhjælpsorganisationen Læger Uden Grænser.

Der har ifølge Læger Uden Grænser været 29 angreb, siden Syriens regering - med støtte fra russiske jagerfly - indledte belejringen af Øst-Aleppo i juli.

Indtil da var der otte hospitaler i Øst-Aleppo - hvor halvdelen kunne foretage operationer - men nu er der kun to hospitaler tilbage på grund af de mange bombeangreb.

Kynisk, grusomt og umenneskeligt

Læger Uden Grænsers direktør i Spanien, Joan Tubau, siger, at hospitalerne i den østlige del af Aleppo næsten uden afbrydelse er blevet angrebet - med det formål at afskære sårede fra at få lægehjælp.

- Det er en kynisk, grusom og umenneskelig strategi, som har til formål at skabe en militær sejr for enhver pris, siger Læger Uden Grænsers direktør i Spanien, Joan Tubau.

- I de seneste to år er angreb på hospitaler gået fra at blive opfattet som uundgåelige til at blive accepteret som en ondsindet del af krige, siger han.

Læger Uden Grænser har tidligere måttet trække sit personale ud af en række hospitaler i Yemen, fordi de blev bombet af fly fra den saudiarabisk-ledede koalition.

For at sætte ekstra fokus på, at hospitaler mere og mere er blevet bombemål, har Læger Uden Grænser foretaget et fingeret flyangreb La Paz Hospitalet i Madrid.

I en stor video-lysprojektion på hospitalets facade smider fly deres bomber og affyrer deres missiler og maskinkanoner, mens patienterne skriger, glas bliver knust og hospitalet til sidst styrter i grus.