Barack Obama på charmeoffensiv i Kenya

Det er Obamas første besøg i sin fars hjemland som USA´s præsident.

Sarah Hussein Onyango Obama - også kendt som Mama Sarah - er Barack Obamas sted-bedstemor. Den 95-årige Mama Sarah håber, at han igen vil besøge hendes lille landsby Kogelo i det vestlige Kenya, hvor Obamas far ligger begravet. (Foto: © THOMAS MUKOYA, Scanpix)

Ingen steder i Kenya vil Obama være mere velkommen end i den lille landsby Kogelo i det vestlige Kenya, hvor hans far, Barack Hussein Obama Senior, ligger begravet, og hvor en del af hans afrikanske familie stadig bor.

I landsbyen ligger der to skoler, som er opkaldt efter USA´s præsident. Og i en af klasserne er to drenge på otte år opkaldt efter deres store idol.

Barack Obama besøgte Kogelo første gang i 1987 og senest i 2006 som amerikansk senator - to år før han vandt præsidentvalget i USA.

Rockstjerne

Dengang blev Obama nærmest hilst velkommen som en rock-stjerne i Kenya

Men det er uvist, om Obama får tid til at besøge Kogelo denne gang i sit hårdt pressede program i Kenya.

Den lokale heksedoktor i Kogelo, John Dimo, er dog ikke i tvivl om, at Barack Obama vender tilbage til Kogelo under besøget i Kenya. Det viser de skaller og dyreben, han har kastet, tydeligt, siger han.

Kogelos forventninger afspejler dem, de fleste kenyanere har til Obamas besøg.

Trafiklys er blevet repareret i hovedstaden Nairobi, og byens berygtede huller i vejen fra lufthavnen ind til byen er blevet nyasfalteret for at gøre turen lidt mere behagelig for den amerikanske præsident.

Obama sælger

T-shirts med Obamas portræt sælger som varmt brød. Og der er Obama-nips overalt.

Barack Obama skulle egentlig have besøgt Kenya for to år siden under en anden Afrika-rundrejse. Men Kenya måtte stryges af programmet, fordi Den Internationale Straffedomstol i Haag havde tiltalt præsident Uhuru Kenyatta for at være medansvarlig for de blodige uroligheder i Kenya efter valget i 2007.

Men nu er sagen mod Kenyatta opgivet. Så dermed kan Obama besøge Kenya som præsident.

Terrorbekæmpelse

Barack Obama siger, at han vil bruge besøget i Kenya til at levere det budskab, at USA er en stærk partner - ikke kun for Kenya, men for hele Afrika syd for Sahara. Og at besøget i Kenya vil fokusere på terrorbekæmpelse i Østafrika.

Kenya er USA´s vigtigste allierede i kampen mod den islamistiske terrorbevægelse al-Shabaab, som fra baser i Somalia flere gange har spredt død og ødelæggelse i Kenya.

Terroraktionerne har ramt Kenyas vigtige turistindustri hårdt. Så Kenya håber, at Obamas besøg kan medvirke til, at udenlandske turister i stort tal igen vil turde holde ferie i landet.