Barbuda blev smadret af Irma: Nu kommer Jose

Orkanen Jose ligger på grænsen til at blive en kategori 5-orkan.

I følgende video kan du se radarbilleder af orkanerne Irma (0-7 sekunder) og Jose (7-17 sekunder). Videoen er leveret af NASA.

Orkanen Irma har reduceret den lille caribiske ø Barbuda til murbrokker, og hele 95 procent af alle øens bygninger er blevet skadet.

Men knap er Irmas vinde forduftet, før øen må se endnu en orkan komme hamrende - nemlig Jose.

Orkanen er modsat Irma "kun" en kategori 4-orkan, men ifølge USA's Nationale Orkancenter ligger den lige på grænsen til at være en kategori 5-orkan.

Der er målt vindstød på helt op til 69,4 m/sek - eller 250 km/t - skriver The Guardian.

- Jeg tror ikke, at man behøver være raketforsker for at vide, at yderligere ødelæggelse er forestående, siger Frankie Thomas, der er politiinspektør i østaten Antigua & Barbuda.

Øen har godt 1.800 indbyggere og de indbyggere, som ikke allerede var blevet evakueret, sejles nu til Antigua - den anden store ø i Antigua & Barbuda.

CNN har talt med en 45-årig mand fra Barbuda, der er blevet evakueret til Antigua forud for Joses ankomst. Han beskriver en ø, som er totalt smadret.

- Det ser ud som om, nogen har smidt en bombe, siger han og forklarer desuden, at det er meget få huse, der fortsat er beboelige.

Østaten Antigua & Barbudas premierminister, Gaston Browne, taler med indbyggere på Barbuda, der er blevet ramt af Irmas ødelæggelser. (Foto: © -, Scanpix)

Ifølge Antigua og Barbudas premierminister, Gaston Browne, vil omkostningerne til genopbygningen af øen løbe op i 100 millioner dollars - eller godt 617 millioner kroner - skriver BBC.

En person blev dræbt på Barbuda, da Irma ramte øen.

Orkanernes fem kategorier

Tropiske orkaner bliver målt ud fra den såkaldte Sapphire-Simpson skala. Orkanerne bliver inddelt baseret på deres middelvindstyrke, hvor kategori 1 er den svageste.

Kategori 1 - middelvind 32 til 43 m/sek

  • Beskrivelse: Meget farlige vinde som vil være skyld i nogen ødelæggelse”

  • Det betyder: Mennesker kan blive såret/dræbt af flyvende/faldende genstande. Store grene kan knække af træerne, og træer med svage rødder kan vælte. Vinduer i høje bygninger kan blive smadret af flyvende genstande, og tagbeklædning kan flyve af højhuse.

Kategori 2 - middelvind 42 til 49 m/sek

  • Beskrivelse: Ekstremt farlige vinde, der vil forårsage omfattende ødelæggelse

  • Det betyder: Betydelig risiko for at mennesker og dyr bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande. Betydelige skader på tage og den udvendige beklædning på højhuse. Mindre stærke murstensvægge kan kollapse.

Kategori 3- middelvinde mellem 49 og 58 m/sek

  • Beskrivelse: Frygtelige ødelæggelser vil forekomme.

  • Det betyder: Der er høj risiko for, at mennesker bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande. En høj andel af tage og udvendig beklædning på lejlighedsbyggeri vil blive ødelagt. Mange vinduer i højt byggeri vil blive blæst ud. Mange træer vil blive rykket op og blokere gader. Ingen strøm- og vandforsyning i en periode på et par dage til flere uger efter stormen.

Kategori 4 – middelvinde på 58 til 69 m/sek

  • Beskrivelse: Katastrofale ødelægger vil forekomme

  • Det betyder: Meget høj risiko for, at mennesker bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande. Ødelæggelser på en stor procentdel af de øverste etager i lejlighedsbyggeri. Stålrammer i gamle industribygninger kan kollapse. De fleste vinduer vil blæse ud i højhusbyggeri. De fleste træer vil knække eller blive revet op med rod. Elmaster vil vælte, og strømudfald forventes at vare i uger og måske måneder efter stormen.

Kategori 5 – middelvinde på 69 m/sek eller derover

  • Beskrivelse: Katastrofale ødelægger vil forekomme

  • Det betyder: Meget høj risiko for, at mennesker bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande, selv hvis man opholder sig indenfor i for eksempel beboelsesvogne eller træhuse. Betydelige ødelæggelser af bygninger med trækonstuktioner, hvor tagene vil blæse af. Ældre bygninger med metalstruktur kan kollapse helt. Mindre stærke murstensvægge kan vælte og være skyld i hele bygninger fald. Næsten alle vinduer vil blive blæst ud i højhusbyggeri. Næsten alle træer vil knække eller blive revet op med rod. Elmaster vil vælte, og strømudfald forventes at vare i uger og måske måneder efter stormen. Der vil være mangel på vand i længere tid og de fleste områder vil være ubeboelige i uger eller måneder.