Biden og Xi forsøger at tø det fastfrosne forhold mellem USA og Kina med et håndtryk

Joe Biden og Xi Jinping mødtes mandag for første gang som præsidenter.

Med det håndtryk forsøger Joe Biden og Xi Jinping at tø den fastfrosne konflikt mellem USA og Kina op. (Foto: © Kevin Lamarque, Ritzau Scanpix)

Med udstrakt hånd og faste skridt gik Joe Biden hen mod en afventende Xi Jinping. Storsmilende trykkede de to præsidenter hænder foran otte kinesiske og amerikanske flag, der til lejligheden var sat frem i konferencelokalet på resorthotellet Mulia på den indonesiske ø Bali.

På trods af de brede smil, er forholdet mellem de to supermagter på det køligste niveau i årtier. Derfor blev mødet mellem de to fulgt intenst.

- Jeg oplevede ham som han altid har været, direkte og ligetil, sagde Biden om Xi efter mødet.

De to ledere har mødt hinanden flere gange, da de begge var vicepræsidenter, og de har talt i telefon sammen som præsidenter.

Men de har aldrig mødt hinanden ansigt til ansigt siden Biden blev taget i ed som præsident.

- Vi var ærlige og klare over for hinanden over hele linjen, forklarede Joe Biden.

På grund af det iskolde forhold handlede topmødet om at skabe dialog og tillid mellem de to præsidenter, forklarer USA-korrespondent Steffen Kretz:

- Biden lægger ikke skjul på, at der er skarpe konflikter mellem USA og Kina, men han gør sig umage for ikke at provokere Kinas leder. Biden understreger at konflikterne skal løses fredeligt og gennem forhandlinger.

Taiwan er en 'rød linje'

I løbet af det 3,5 timer lange møde talte Biden og Xi blandt andet om klima, Ukraine, Rusland, Nordkorea og så Taiwan, den omdiskuterede østat ud for den kinesiske kyst.

Taiwan og øens 23 millioner borgere ser sig selv som en selvstændig republik, mens Kinas regering ser østaten som en udbryderprovins, der hører til ét samlet Kina.

På mødet på Bali understregede Xi Jinping over for Joe Biden, at Taiwan er en "uoverstigelig rød linje i forholdet mellem Kina og USA". Et forhold der blev yderligere afkølet i august, da formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, besøgte Taiwan. Flere gange har Biden sagt, at han er villig til at forsvare Taiwan, hvis Kina skulle finde på at angribe øen.

Taiwan er et godt eksempel på at forstå problemerne mellem de to lande, forklarer Kina-korrespondent i DR Nyheder, Philip Róin.

- Amerikanerne siger, at det er Kina der eskalerer konflikten over for Taiwan, mens kineserne siger, at amerikanerne vil ændre status quo. Det er der man for alvor taler forbi hinanden og skaber konflikter som fx i Taiwan.

Efter mødet med Xi understregede Joe Biden, at USA fortsat støtter den kinesiske "Et-Kina-politik", der fastslår, at Taiwan, som Hongkong, er en del af Kina.

- Jeg tror absolut ikke på, at der er behov for en ny kold krig. Og jeg tror ikke, der er noget forestående forsøg fra Kinas side på at invadere Taiwan, sagde Biden.

Enige om reglerne på skakbrættet

På et pressemøde understregede Joe Biden, at selvom de to lande er konkurrenter, er det ikke nødvendigt at være i konflikt.

- Vi kommer til at konkurrere heftigt. Men jeg søger ikke en konflikt. Jeg vil håndtere konkurrencen ansvarligt.

Med dagens topmøde på Bali håber de to præsidenter, at de to lande kan skabe fælles rammer for et fremtidigt forhold.

- USA ser Kina som den absolut største konkurrent og trussel i verden, og på de fleste punkter er de to lande uenige. Men de er enige om at de skal spille efter samme regler på det politiske skakbræt, forklarer USA-korrespondent Steffen Kretz.

- Så længe stormagterne taler sammen, slås de ikke. Jo mindre dialog, jo større er risikoen for at der kommer en konflikt.

Dialogen fortsætter, når den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, rejser til Kina for at "holde kommunikationslinjerne åbne mellem vores to lande", som Biden udtrykte det i dag.