Ekstremt hård kulde har skabt problemer i både det centrale og østlige USA, hvor folk er strandet i deres huse, og bilister bliver fanget på vejene.
USA's præsident, Donald Trump, har i nat benyttet lejligheden til på Twitter at kommentere global opvarmning.
- Mod øst kan det gå hen at blive den koldeste nytårsaften nogensinde.
- Måske kunne vi godt bruge lidt god, gammeldags global opvarmning, som vores land - og ingen andre lande - var på vej til at betale billioner for at beskytte os imod. Tag godt med tøj på!, skriver Donald Trump.
Han har flere gange kaldt klimaforandringer et kinesisk fupnummer.
Kritik fra flere brugere
I juni annoncerede han, at han vil trække USA ud af en global klimaaftale fra Paris, som stort set alle andre lande i verden bakker op om.
Trumps kommentar på Twitter er efterfølgende blevet kritiseret af adskillige brugere på det sociale medie. Heriblandt Pramila Jayapal, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne.
- Vejr er ikke det samme som klima. Det burde præsidenten være i stand til at forstå. Det er ikke så svært, skriver hun.
Lørdag forventes temperaturerne i New York at falde til mellem 6,6 og 12,7 minusgrader.
/ritzau/