Boghandler fra Hongkong: Jeg blev bortført af Kina

Sidste år forsvandt fem boghandlere fra Hongkong under mystiske omstændigheder. En af dem står frem og anklager det kinesiske styre for kidnapning.

  • Boghandleren Lam Wing-kee blev anholdt i 2015. Torsdag stod han frem og fortalte sin historie. (Foto: © JEROME FAVRE, Scanpix)
  • (Foto: © JEROME FAVRE, Scanpix)
  • (Foto: © Anthony Wallace, Scanpix)
  • (Foto: © Anthony Wallace, Scanpix)
  • (Foto: © Anthony Wallace, Scanpix)
1 / 5

Lam Wing-kee blev taget, da han forsøgte at krydse grænsen mellem Hongkong og det kinesiske fastland.

Han fik bind for øjnene, blev bundet og sat på tog, der fragtede ham over tusind kilometer mod nord til den kinesiske kystby Ningbo.

Det var den 24. oktober 2015.

- I de første fem måneder var jeg låst inde i et rum på cirka 20 kvadratmeter. Døgnet rundt blev jeg overvåget af seks forskellige hold af vagter. Jeg mistede min frihed, sagde 61-årige Lam Wing-kee, da han mødte pressen i Hongkong i torsdags.

Lam Wing-kee er den første af de fem boghandlere, der forsvandt fra Hongkong sidste år, der løfter sløret for, hvad der egentligt skete.

Han fortæller, at han blev bortført, isoleret og tvunget til at give en falsk tilståelse på kinesisk stats-tv. Det viser et udskrift af hans udtalelse hos avisen South China Morning Post.

Afslørede korruption og sex-skandaler

De fem boghandlere var tilknyttet forlaget og boghandlen Causeway Books i Hongkong, som var kendt for at sælge bøger, der var særdeles kritiske overfor den kommunistiske elite i Kina og fortalte saftige historier om deres korruption og seksuelle eskapader.

Boghandlere forsvandt kort tid efter hinanden og dukkede alle op på det kinesiske fastland, hvor de har optrådt på kinesisk stats-tv og tilstået – nogle af dem grædende - en række påståede forbrydelser.

En af boghandlerne var britisk statsborger og forsvandt fra gaderne i Hongkong. En anden var svensk statsborger og forvandt fra sin lejlighed i Pattaya i det østlige Thailand.

Boghandlernes forsvinden har vakt stor bekymring hos menneskerettighedsgrupper.

De ser det som led i en større tendens, hvor det kinesiske styre er begyndt at række armene ud over det kinesiske fastlands grænser for at lukke munden på sine kritikere.

-Det er meget alarmerende, at de kinesiske myndigheder tilsyneladende er begyndt at anholde folk i Hongkong og andre steder i Sydøstasien, siger Patrick Poon, Kina-researcher hos Amnesty International i Hongkong til DR Nyheder.

Frihedsrettigheder under pres

Lam Wing-kees anklager giver også ny næring til kritikerne i Hongkong, der mener, at Kina sætter deres ytringsfrihed og pressefrihed under pres.

Den tidligere britiske koloni blev givet tilbage til Kina i 1997. Dengang lovede Kina at sikre Hongkong en høj grad af autonomi fra Kina og frihedsrettigheder, som man ikke har på fastlandet.

For Lam Wing-kee krævede det mod og to søvnløse nætter, før han besluttede sig for at fortælle sandheden.

- Men det handler ikke kun om boghandlen eller mig. Det handler om de værdier, som Hongkong bliver nødt til at værne om. Vi skal ikke bøje os for overmagten, siger Lam Wing-kee ifølge South China Morning Post.

Det kinesiske styre har hele tiden hævdet, at boghandlerne rejste frivilligt ind i det kinesiske fastland for at samarbejde med myndighederne om opklaringen af en række påståede forbrydelser i Kina.

En talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium sagde fredag, at Lam Wing-kee var kinesisk statsborger og brød loven på det kinesiske fastland.

- Derfor har de kinesiske myndigheder selvfølgelig ret til at behandle sagen efter loven, lød det fra Hua Chunying ifølge AP.