Borgerservice fraråder rejser til Irak

Sikkerheden i landet er truet efter drabet på iransk general.

Der advares nu mod rejser til Irak. Her protester i Nassiriya i Irak. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Udenrigsministeriets Borgerservice fraråder al rejse til Irak bortset fra provinserne i det kurdiske selvstyreområde på grund af sikkerhedssituationen i landet.

I de kurdiske områder frarådes alle ikke-nødvendige rejser. Desuden opfordres danskere i Irak til at overveje udrejse.

Udmeldingen kommer, efter at situationen i Irak er spidset til. Det er sket, efter at den iranske militærleder Qassem Soleimani blev dræbt i et USA-ledet angreb i Irak fredag.

Fredag blev rejsevejledningen fra Borgerservice opdateret til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til dele af Irak.

Uvist hvor mange danskere der er

Men rejsevejledningen er altså søndag skærpet yderligere. Det er uvist, hvor mange danskere der er i Irak ud over de danske soldater

Borgerservice har i forvejen frarådet alle ikke-nødvendige rejser til Iran.

Det irakiske parlament har søndag opfordret landets regering til at sende den USA-ledede koalition, herunder også danske styrker, ud af Irak.

Ifølge Forsvaret er der i alt cirka 140 soldater i Irak. De har som følge af den seneste udvikling skærpet fokus på egen sikkerhed.

Dertil har de danske soldater i Irak indstillet al træning af irakiske styrker.