3 dage igen: Britisk EU-exit kan blive et stort selvmål for engelsk fodbold

Storbritannien blev budt velkommen i EF med en legendarisk fodboldkamp på Wembley Stadion i 1973. Det rejser spørgsmålet: Hvem skal spille i farvel-kampen, hvis briterne stemmer 'forlad EU' på torsdag.

Jeg husker kun én ting fra dengang, Danmark gik med i EF i 1973, og det er fodboldkampen.

Nogen havde fået den geniale idé at lade et blandet hold fra de seks gamle EF-lande - Tyskland, Italien, Frankrig, Belgien, Holland og Luxembourg - møde et hold med spillere fra de tre nye medlemslande - Danmark, Irland og Storbritannien.

Jeg så kampen på sort-hvid-tv sammen med min far hjemme i Vejle.

Det var en kamp med alle mine favoritspillere på banen på samme tid.

Holdet fra de nye medlemslande bestod blandt andet af legenderne Bobby Charlton og Bobby Moore.

Skotten Peter Lorimer fra Leeds, dengang kaldt manden med verdens hårdeste skud, var med og fik placeret et skud på stolpen.

Fra Danmark var Henning Jensen, som på det tidspunkt lige var blevet solgt til Borussia Mönchengladbach, og Morten Olsen med.

Tottenhams daværende målmand, nordirske Pat Jennings, var målmand.

De gamle medlemslande havde lige så store stjerner.

Fra Tyskland var der spillere som Franz Beckenbauer, Günter Netzer, Gerd Müller og Berti Vogts. Fra Holland var der blandt andet Johan Neeskens. Datidens magiske italienske målmand Dino Zoff vogtede målet.

De 36.500 tilskuere fik en magisk aften på Wembley Stadion.

De så det nye danske stortalent Henning Jensen score til 1-0 og Coventrys Colin Stein afgøre kampen med målet til 2-0.

Se højdepunkter fra 1973-kampen her:

Vil 'leave' skade eller gavne engelsk fodbold?

I dag – 43 år senere – er fodbold og EU igen kommet i centrum.

I aften spiller England mod Slovakiet, mens Wales møder Rusland. Kampe, hvor både England og Wales har mulighed for at gå videre til næste runde ved EM.

En fremtrædende teori, i hvert fald blandt amatør-gættere, er, at engelsk succes ved EM vil hjælpe Remain-siden.

Remain-kampagnen fik i øvrigt i dag også hjælp fra Premier League, hvor både ledelsen og alle 20 hold opfordrede til, at Storbritannien skal blive i EU.

Holdene frygter, hvad der vil ske, hvis Storbritannien ryger ud af EU.

Engelske BBC har tidligere lavet en gennemgang af, hvad der kan ske, hvis briterne forlader EU. Ifølge BBC kan flere end 100 spillere fra Premier League blive tvunget til at forlade deres klubber.

Aston Villa, Newcastle United og Watford risikerer hver at miste 11 af deres spillere ved en britisk EU-exit.

Hvis Storbritannien træder ud af EU, kunne det blandt andet ramme de franske landsholdsspillere Dimitri Payet, fra West Ham og N´Golo Kante fra mesterklubben Leicester.

Leave-kampagnen afviser frygten for, at udenlandske spillere fra resten af EU risikerer at skulle forlade de engelske klubber.

Det vil kun betyde, at der bliver plads til engelsk fodboldtalent, som dermed kan udvikle sig, og det vil gøre det engelske landshold bedre i fremtiden, lyder modargumentet fra Leave-siden.

Engelsk fan klar til kamp i aften. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

Hvem sætter nutidens bedste hold?

I månedsvis har virksomheder, banker og politikere forberedt sig på, at torsdagens EU-afstemning kan ende med, at Storbritannien forlader EU.

Men et element har alle overset tydeligvis overset. Der er ingen, der har sat de to hold til afskedskampen, hvis Storbritannien snart skal forlade EU.

Det vil vi på DR's udlandsredaktion gerne råde bod på i samarbejde med DR Sporten.

Udlandsredaktionens førende fodboldnørd, udlandsredaktør Niels Kvale, har sat holdet for de lande, som bliver i EU. Der er klare EU-begrundelser for udvælgelsen af hver spiller.

Jeg selv, som er en mindre fodboldnørd, har sat det britiske hold. Det var let. Det er aftenens engelske landshold, med Wayne Rooney ude på bænken, erstattet af walisiske Gareth Bale.

Mange vil sikkert hurtigt bemærke, at Niels Kvale har placeret portugisiske Ronaldo på bænken for at få plads til polske Lewandowski i angrebet. En klar EU-beslutning, da Portugal ikke lever op til EU's budgetregler. Men beslutningen kan naturligvis diskuteres.

Derfor...

Gå ind på DR Sportens Facebookside og lav din egen holdopstilling til afskedskampen, hvis du altså tror, at du kan gøre det bedre end DR's udlandsredaktør Niels Kvale.

Udlandsredaktør Niels Kvales bud på et EU-hold:

  • EU-holdet er klar. Spillere fra 11 lande. Det ypperste Unionen kan præstere.

  • Unionen har brug for en offensiv tilgang til tilværelsen og stiller derfor op i en 3-4-3 formation.

  • Målmand og anfører: Buffon (bare fordi, og fordi EU blev stiftet i Rom)

  • Forsvar: Boateng (fordi han er min nabo), Pepe (Unionen har brug for beskidt aggressivitet), Pique (fordi han både er Spanien og Catalonien)

  • Midtbane: Pogba (fordi fransk arrogance og EU hører sammen), Hamšík (fordi der skal en hanekam til), Nainggolan (fordi Belgien er EU, og fordi jeg kan stave til det), Christian Eriksen (fordi der skal være en, der spiller med forbehold).

  • Angreb: Lewandowski (fordi Polen er for stort til at være undladt), Zlatan (fordi han både er Sverige og Balkan) og Mandžukić (fordi Balkan skaber mere historie, end det kan konsumere - Churchill).

  • Kom an, Storbritannien!