Donald Tusk: Brexit bliver det endegyldige punktum for Det Britiske Imperium

Den afgående rådsformand håber, at briterne ændrer mening om brexit.

Den afgående rådsformand, Donald Tusk, mener kun, at Storbritannien kan blive en global spiller ved at forblive en del af et forenet Europa. (Foto: © PIROSCHKA VAN DE WOUW, Scanpix)

Der er mange af de britiske brexit-tilhængerne, der inderst inde håber at kunne genoplive Det Britiske Imperium, når de engang forlader EU-samarbejdet.

Men det kommer aldrig til at ske. Snarere tværtimod.

Det var hvert fald budskabet fra den afgående formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, da han her til aften holdt tale på Europakollegiet i Brügge i Belgien.

- Jeg har gentagne gange hørt fra brexiteers, at de ønsker at forlade EU, så Storbritannien igen kan blive en global spiller. De er af den opfattelse, at Storbritannien kun for alvor kan blive storslået, hvis de står alene. Man kan høre i deres stemmer, hvordan de længes efter imperietiden. Men sandheden er, at det stik modsatte vil ske, lød det fra Donald Tusk.

En outsider og andenrangs-spiller

Rådsformanden mener nemlig, at Storbritannien kun kan komme til at spille en rolle på den globale scene ved at være en del af et forenet Europa.

- Vi kan kun konfrontere verdens store magter ved at stå sammen, tilføjede polakken og henviste til en række samtaler, han i de seneste år haft rundt om i verden.

- Jeg har hørt det samme blive sagt i Indien, New Zealand, Australien, Canada og Sydafrika: At Storbritannien vil blive en outsider, en andenrangs-spiller, når det har forladt EU, mens den store kampplads vil blive overladt til Kina, USA og EU, sagde Donald Tusk.

- En af mine engelske venner har nok ret, når han siger med vemod i stemmen, at brexit bliver den ægte afslutning på Det Britiske Imperium.

Briterne skal dog til parlamentsvalg om en måned, og det er langt fra alle politikere, der deler den nuværende konservative regerings ønske om at forlade EU med den nuværende skilsmisseaftale.

Derfor er det ifølge Donald Tusk, som selv er konservativ, ikke utænkeligt, at tingene kan ændre sig, og at briterne ender med at blive i EU-samarbejdet.

- Giv ikke op. I denne kamp har der været tillægstid, vi er allerede i forlænget spilletid, og måske ender det endda med straffespark?

Her står Donald Tusk sammen med Storbritanniens nuværende premierminister, Boris Johnson, som ønsker, at briterne skal forlade EU. (Foto: © DON Emmert, Scanpix)

Ros til Helle Thorning

Donald Tusk har været formand for Det Europæiske Råd, hvor EU’s stats- og regeringschefer sidder, siden 2014. Den 1. december i år overlader han posten til belgiske Charles Michel, og derfor er den polske politiker nu ved at gøre status på sin tid i Bruxelles.

For ham vil ”sammenhold” være hovedoverskriften for de seneste fem år.

Han pegede under talen på nogle af de udfordringer, heriblandt den russiske aggression, krisen i eurozonen, migrantkrisen og ikke mindst brexit, som det har været nødvendigt for EU-landene at stå sammen om.

- På mit kontor, har jeg en hjemmelavet plakat, hvor der står ”It’s the unity, stupid!” (”Det er sammenholdet, din idiot!”, red.). Den lavede jeg, så jeg altid kunne minde mig selv om, hvad der var vigtigst. Den vil jeg lade hænge for en sikkerhedsskyld, sagde han.

Derudover brugt han også aftenens tale på at sende en kærlig hilsen til den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som selv har gået på Europakollegiet i den belgiske by. Det var nemlig de to, der kæmpede om at blive Det Europæiske Råds formand for fem år siden.

- I 2014 var hun min hovedudfordrer til posten som formand for Det Europæiske Råd. Men efter anmodning fra Herman van Rompuy (den foregående rådsformand, red.), valgte Helle at trække sit kandidatur og støtte mit. Som I kan se, er min forkærlighed for hende dybt berettiget.

Ifølge Donald Tusk var det Helle Thorning-Schmidts (S) skyld, at han blev rådsformand. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)