Det er ikke mere end to år siden, at den skotske befolkning sagde nej tak til en løsrivelse fra Storbritannien. Men nu er der måske en ny afstemning på vej.
Briternes brud med EU har fået den skotske regering til at overveje en ny uafhængighedsafstemning. Det siger førsteminister Nicola Sturgeon ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Endnu en skotsk afstemning om uafhængighed er helt klart en mulighed, der skal på bordet. Og den er i høj grad på bordet, siger Nicola Sturgeon.
Udtalelsen falder efter et krisemøde i Skotlands regering, hvor eneste punkt på dagsordenen var at diskutere det britiske EU-exit.
På mødet blev Nicoal Sturgeon og de andre ministre enige om at gå videre med planerne om en ny skotsk afstemning, der potentielt kan reducere Storbritannien med et land. Regeringen vil nu sikre, at lovgivningen er på plads, så den i hvert fald ikke står i vejen for en afstemning.
51,9 procent af briterne stemte i torsdags for at forlade EU, mens 48,1 procent ville blive. Billedet er noget anderledes, når man ser isoleret på Skotland. 62 procent af skotterne stemte for at blive i EU, mens 38 procent ville ud.
Da skotterne stemte om løsrivelse fra Storbritannien i 2014, var 45 procent af vælgerne klar til at trække stikket. 55 procent forhindrede, at det skete.